Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKOG OG MYRElt.
107
stridigheder mellem valdreserne og gudbrandsdølerne, hvorom sagn
beretter.
Da Fredrik III i 1726 vilde sælge almenningerne og
fiskevandene ved auktion, opførtes i auktionsforretningen Gjendin med
en skyld af Vs skind. Da Gjendin er skyldsat allerede i 1726,
viser dette, at der ved dette vand er udovet brugsrettigheder i
høifjeldet paa den tid.
Ved almenningerne tænker man nu oftest paa det
skog-dækkede land, hvor bygdelaget har brugsret, men ålmenning
betyder land, som bruges i fællesskab, eller overhovedet, hvad der
ligger til fælles almindelig benyttelse for et større eller mindre
samfund; saaledes er ogsaa fiskevande ålmenning, og ved kysten
var ogsaa fiskeværene oprindelig ålmenning, og det skogløse land
kan være ålmenning som det skogbedækkede.
Da den overhøihedsret, som staten tiltog sig, ikke krænkede
bestaaende brugsret, saa maa de rettigheder, som bygdelaget havde
i høifjeldet, hvor dette ikke er gaaet over i privat eie,
respekteres.
Det er klart, at det skogløse land, som har været eller er
kongens ålmenning, kan blive bygdealmenning, sameie eller gaa
over i privat eie ligesom almenningsskogene. De strækninger,
som bygdelaget har brugt som sine i aarhundreder, uden at staten
har gjort fordring paa nogen ret, er ved hævd efter Norske Lov
3—12—2 gaaet over til bygden.
Om høifjeldet ytrer professor Brandt: «De store øde
strækninger og fjeldsletter —- — — har man ofte villet henregne til
almenningerne, og i regelen har bygderne eller de enkelte gaarde
fra umindelige tider villet betragte dem som sig tilhørende. —
— Her maa vistnok det fra alders tid bestaaende
forhold respekteres.»
Der blev, som før omtalt, i 1874 nedsat en kommission for
at ordne med statsalmenninger i Gudbrandsdalen; den havde ikke
dømmende myndighed og befattede sig kun med skogeiendommene,
som den lod kartlægge og begrændse, og den afsagde
voldgiftskendelser. De brugsberettigede var ikke nødt til at underkaste
sig voldgift.
Om de vide fjeldstrækninger i Gudbrandsdalen ytrer
kommissionen, at det vistnok ikke er tvilsomt, at de oprindelig har været
statens eiendom. Det er rigtigt, forsaavidt som staten i sin tid
tiltog- sig en overhøihedsret over alt det land, som ikke var
dyrket, men bygdens folk har brugt landet i umindelig tid.
Kommissionen mener, at statens eiendomsret til disse strækninger
nu maa erkjendes at være tabt, da det offentlige, fordi der ikke
fandtes skog paa disse strækninger, eller af andre grunde ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
