Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I 130t>
KRISTIANS AMT.
tilsidst af lav, som vokser endnu ved randen af den evige sne.
Dyrelivet her er tildels forskjelligt fra liaaleskogens og lavlandets.
Enkelte arter fugle har sit rette hjem i højfjeldene og søger
lavlandet kun under træktiderne.
Om sommeren har høifjeldet og det land, der ligger i
vid-jernes og dvergbirkens belte, et noksaa rigt dyreliv, men om
vinteren er her meget øde. Älie fugle, som holder til i høifjeldet,
er enten trækfugle eller i det mindste strøgfugle, og de flytter
fra fjeldet uden at erstattes af andre fugle. Den eneste
undtagelse er ryperne, som dog drager sig ned i skogbeltet. De faa
krybdyr, der ikke kan reise bort som fuglene, lægger sig i
vintersøvn, eller andre, som lemænene, lever sit liv mere under end
over sneen.
Af pattedyr er det renen, som bliver i fjeldet om vinteren,
og som ogsaa her forfølges af jerven og ulven, naar denne sidste
ikke er helt forsvundet.
I høifjeldet holder til om vinteren fjeldræven, som dog gjerne
drager sig noget nedover, og det samme er tilfælde med haren,
fjeldrypen og lirypen; endelig er det fjelduglen, sneuglen, som
dog ialfald somme aar drager sydover. Føies hertil nogle
mus-arter og en og anden ørn, saa turde alle høifjeldets vinterdyr
være opregnede.
Om sommeren er derimod høifjeldets dyreliv forholdsvis rigt.
I de aller høieste dele af fjeldene, hvor disse er
sønder-sprængte til ur, har fjeldrypen sit hjem.
Og her er det ikke ret mange dyrearter, med hvilke den
deler opholdet i de med stenurer og lavarter bedækkede dele af
høifjeldet ovenfor vidjekjærrene. Det er först og fremst vildrenen
og den allestedsnærværende hare med deres og fjeldrypernes fælles
fiende, jerven, som dog blot en og anden sjelden gang kommer
jægeren for øie, idet den snart skynder sig afsted til et af sine
smuthuller i de utilgjængeligste dele af stenurerne. Nu og da traver
en fjeldræv i sin brogetflekkede sommerdragt henover uren til og
fra sit hi, hvor det ikke mangler paa levninger efter dræbte ryper.
Stundom kan en jagtfalk eller en pilegrimsfalk pludselig suse
forbi efter en rypeflok, medens fiskejoen svæver om med sin
elegante flugt. Af sangfuglene er det alene stenskvætten og
snespurven, der forekommer saa høit tilfjelds, hvor de ligesom
fjeldryperne blot holder til i stenurerne. Stenskvætten er almindelig
i urerne; næsten hvor man gaar, høres dens ensformige tone.
Snespurven træffes almindelig kun nær snefonnerne og de høieste
fjeldtoppe. Nævnes kan og her boltiten, som netop har sine
klækkesteder i den ovenfor vidjebeltet liggende del af høifjeldet,
samt heiloen, hvoraf undertiden et og andet individ lader sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
