Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I 144t>
KRISTIANS AMT.
de kaldes her sjørotter og angives at være vandrede fra ankertaugene
iland. I 1 77b kaldes de allerede det sædvanlige slags i Søndmør.
Dens videre udbredelse foregik ikke særdeles hurtig, og
endnu langt ind i 1800-aarene var de sparsomme, hvor de senere
blev talrige.
Den mangler eller forsvinder snart, om den indvandrer, i
de øvre dele af de større hoveddale og i alle afsidesliggende
dalfører.
Graaspurv (pyrgita domestica) er almindelig; paa fjeldsiderne
folger den sparsomt med bebygningen helt op i birkebeltet,
saaledes paa Dovre.
Skjære (pic.a caudata) er almindelig ogsaa paa fjeldsiderne i
det øverste af naaletrægrændsen og besøger ofte tildels i flokke
fjeldstuerne paa høifjeldet.
Dell ældre jagt. Oldfundene viser, at der har været drevet
jagt i Kristians amt allerede i stenalderen ; endog i Jotunfjeldene
har der været drevet jagt i stenalderen og i jernalderen. Som
tidligere omtalt (bind 1, pag. 77) er der i Jotunfjeldene med
omgivelser fundet flere skiferpile, der fortæller om jagt, og fra yngre
jernalder er der 40 fjeldfund, hvoraf 32 er pile, fundne paa saadan
maade, at de synes at være udskudte efter ren paa stedet.
Foruden ved skudvaaben har renen været fanget i grave og
det langt ned i historisk tid. Disse rengrave er omtalt af Schøning.
Saavel paa Dovrefjeld som paa de andre om og ovenfor
Gudbrandsdalen liggende fjelde sees hist og her en stor mængde
elgs- og rensdyrgrave liggende tæt, ved hinanden, og mærkværdige
saavel ved sin mængde som ved den flid, hvormed de er anlagte;
de er indvendig opmurede eller satte med stene til næsten en
karls høide. De er sædvanlig 3 alen dybe og (i alen brede. Nu,
skriver Schøning i 1775, bruger man dem ikke. Store strækninger
paa de nævnte fjelde er næsten ganske opfyldte med dem.
Th. Kjerulf har beskrevet en rengrav: «Graven var omtrent
en dygtig mands høide dyb, lidt længere end bred og bygget af
sten fra uren, som laa i blok og i røs omkring. Paa
fjeldmarken oventil var en hel del sten ryddet tilside, og flere
sten-gjærder var der oplagt, langs hvilke det tydeligt var meningen,
at renflokken skulde gaa. Thi ligesom andet fæ gaar renen nødig
over stengjærder, naar den kan lade være. men folger heller med.
Fra to sider stødte saadanne gjærder sammen i vinkel, altid
smalere, ind i en formelig fægade, og der i bunden var graven.
Renen, som havde sin gang mellem fjeldvæggen og uren, skulde,
ledet af gjærderne, passere graven, som har været tildækket med
kvist, mos og sligt, og styrte i den.
Der saaes spor af mange saadanne grave omkring. Her var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
