Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I 146t>
KRISTIANS AMT.
Dette sker paa følgende maade: for hver af bemeldte store
hobe rensdyr er en anfører, en han af slaget, som ved at slaaes
med de andre hanner og ved at overvinde dem har tilfægtet sig
dette fortrin, kaldet bollaren eller hollebukken, hvilken har
indjaget. de andre bukke den frygt, at naar han nyser eller fnyser
gjennem næsen, hvilket kan høres paa Va mil, flygte de alle
tilhobe. Denne hollebuk søger jægeren først og fornemmelig at
fælde. Saasnart det er skeet, og de andre bukke, af hvilke med
hoben kunde følge et hundrede, som man kalder rækare, blive
var, at hollaren er død, træde de samtlige frem paa kamppladsen,
hvor de fægte med hinanden om den afdodes plads og embede.
Imidlertid skyder jægerne løs paa hoben og fælder saamange
de kunne; hoben forfærdes vel derved og løber afsted, men kun
100 skridt omtrent; thi den bliver straks standset af bemeldte
hob rivaler, hvilke intet andet skjøtte eller huske end kampen,
seieren og byttet. De begynde derfor paany at tumle sig om
med hinanden; jægerne forfølger dem det hurtigste de kunne;
de skyde, hoben flygter paany; den standses igjen paa bemeldte
maade, og dette vedvarer saalænge, indtil en af bukkene bliver
seierherre og med en heroisk mine og stolthed træder i den
afdødes sted, udsat for efterstræbelse og døden, som folger ham
i hælene.»
Efter Hiorthøy, som skrev i 1785, synes renerne ikke at have
været saa talrige, som Schøning angiver; thi han ytrer, at paa
fjeldene mellem Fron og Valdres opholder sig om sommeren en
del rensdyr, som streifer fra et fjeld til et andet, og snart af
Gudbrandsdalens skyttere bliver skudte, snart af Valdres skyttere;
dog er de ikke i nogen mængde.
Imidlertid har jagten sikkerlig været en meget vigtig
næringsvei i amtet. Som bevis for den enorme betydning, jagten har
havt, kan anføres, hvad der berettes, at i gamle tider, naar der
skulde deles mellem børnene, fik den ældste gut vælge, om han
vilde have gaarden eller dyregravene, der var ren- og tildels
elge-grave. Det angives, at Stortande i Lesje er en af de sidste gaarde,
hvor saadan deling fandt sted, og at gutten valgte rengravene
og ikke gaarden.
Hvad en enkelt jæger kan nedlægge af vildt, viser en
skud-liste af J. B. Barth, forstmester i Gudbrandsdalen og Valdres fra
1860. Listen gaar til 1889. En hel del af de nedenfor nævnte
dyr er skudt udenfor Kristians amt, men de fleste inden amtets
grændser.
Ved udgangen af 1889 havde forstmester Barth skudt ialt
11 240 stykker vildt, deriblandt 75 storfugl, 112 aarfugl, 66
jerper, 6 109 dalryper, 462 fjeldryper, 112 raphøns, 2 vagtler, 7
ringduer, 4 sædgjæs, 5 fjeldgjæs, 728 vildænder, 282 rugder, 1 127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
