Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYKELIV OC. JAGT.
151
fremmede, indførte; men der er i Norge opstaaet nogle
hunde-stammer, som har givet fremragende harehunde, saaledes de
saakaldte Dunkerske hunde.
De bærer navn efter kaptein Wilhelm Dunker, født 1807,
officer 1826, død 1860 i Hallingdal.
Harejagten var i den første halvdel af det 19de aarhundrede
høit anseet.
Indtil omkring 1850 var harejagten næsten den eneste jagt
paa mindre vildt, som blev drevet i Norge blot for fornøielsens
skyld eller af byfolk, skriver forstmester Barth i 1875. Al slags
fuglejagt hørte blandt den tids sportsjægere til uudtagelserne.
Det at være jæger var forstaaet som at være harejæger. At
skyde fugl for hønsehund kaldte hin tids jægere ikke jagt, og at
fælde en aarfugl eller jerpe under harejagten, ansaaes næsten
som et tegn paa mangel paa ægte jægersans. Den tids
harejægere kunde ikke skatte andet slags jagt end harejagten, den
eneste, som de selv kjendte og var vant til. Men den tids
harejægere drev harejagten grundig og med iver, og jagten opnaaede
en høi grad af udvikling, særlig ved den omhu, de anvendte paa
at skaffe sig gode hunde, og ved at drive dem godt ind.
Navnlig var den «Dunkerske» race, saa kaldet efter en af den
tids første harejægere, kaptein W. Dunker, berømt over hele
landet, saavidt som der fandtes harejægere, ligesom den ogsaa
blev temmelig udbredt.
Det høit opdrevne standpunkt af harejagten ophørte efter
jagtloven af 1845, ialfald i den sydligere del af laudet.
Jagtloven fredede haren fra 1ste juni til 15de august, og de ivrige
og bedste harejægere kunde ikke længere uafbrudt hænge i jagten
hele sommeren igjennem, som de var vant til; den lange
afbrydelse, som jatgloven medførte, kjølnede jagtiveren og ytrede sin
indflydelse paa hundenes behandling. Racerne blev opblandede
med alslags juks, som det saadan kunde falde sig. Krokskogen
samt Nordmarken, der for en del hører til Kristians amt, blev
unddragne hovedstadsjægerne, idet jagten udelukkende
forbeholdtes eierne.
Blandt de ivrigste harejægere hørte forfatteren til «En
jægers erindringer», Bernhard Herre, død 1849.
Men paa den tid kom op en mere almindelig sans for
fuglejagten med staaende hund, og harejagten ansaaes ikke længere
som den eneste jagt, som det var værd at lægge sig efter.
Stamfaderen til harehundene af den saakaldte Dunkerrace
var en general Krejting tilhørende hund, Hvide-Musik, som han i
begyndelsen af 1820 aarene kjøbte af en omstreifer. Nogle
beretter, at den var tysk, andre at den var af engelsk eller skotsk
oprindelse. Den var hvid med sorte flekker og mindre sorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
