Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYKELIV OC. JAGT.
157
med mose. I et hjørne eller midt paa gulvet var peis og i taget
et ljorehul. Langs den ene væg, der var saa lang som en voksen
kar, var der, i det mindste i de bedre boder, en brisk, hvorpaa
man kunde sove. Det indvendige rum pleiede ikke at være mere
end 3—4 alen i kvadrat. Døren maatte den uøvede passere paa
alle fire; under taget kunde man vanskelig staa opreist, og hvis
man vilde være kvit rogen, der samlede sig under taget, maatte
man sidde eller ligge.
Paa jagten benyttedes meget- de gamle, hvide, nationale
valdreskufter og skindbukser, saa klæderne fik en farve, der ikke
ståk meget af mod markens. I skræppen havde jægeren lidt ost
og smør med brød, som ved siden af dyrekjød udgjorde næringen
under jagttiden. De geværer, som benyttedes, havde først
flinte-laas, senere var det næsten uden undtagelse gamle
rundkuglerifler, i regelen af temmelig svært kaliber. De gik ikke sikkert
længere end 200 alen, men dette var ogsaa det almindelige
skudhold.
Jægerne gik helst to og to i følge; de var vante til at nøie
sig med knap og tør kost, til at gaa længe uden at spise og saa
til at tage det forsømte igjen, naar leilighed gaves. Deres øine
skjærpedes baade til at opdage dyrene langt borte og til at faa
overblik. De fleste skyttere var rigtignok kjendt over et mindre
rum; men inden dette strøg kjendte de ogsaa enhver bæk, hver
botn og hver snefonn. Dette kom dem godt til nytte, baade naar
de skulde lure sig indpaa dyrene, og naar det gjaldt at finde
frem i mørke, taage og snedrev. De gik paa jagt sent udover
høsten dag efter dag. Var det daarligt veir, var deres klæder
sjelden eller aldrig torre.
At gaa med hund paa renjagt kan have sine ulemper. Mange
gamle og erfarne renjægere vil ikke vide af hund ved renjagten.
De mener, at renen skyr trakter, hvor man idelig farer over
med hunde.
I Lesje er det almindeligt at bruge hund. I Valdres, Vaage
og Lom bruges sjelden eller aldrig hund. Paa Vestfjeldene har
man ogsaa meget lettere for at følge renens spor paa grund af
de mange og store snebræer, end man har paa de mere lavlændte
og snebræfrie Østfjelde.
Renhunden føres altid i baand med en egen sæle.
I hele Norge nedlagdes:
Elg. Reu.
1907 ....... 1 356 1 131
1908 ....... 1 286 1 651
1909 ....... 1 337 1 148
1910 ....... 1 362 1 057
191 1 ....... 1 422 988
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
