Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HlISFI.Il» OG INDUSTHI.
Den kunstneriske retning har taget opsving mod slutten af
17de aarhundrede.
Blomstringstiden falder i det 18de aarhundrede og naar forbi
1814; først i de allersidste aar er kunsthaandverkerne næsten
forsvundne. Træskjærere og knivsmede findes endnu, men de
arbeider mere for turisten end for bygden. Træskjærerne mangler
snedkerfærdighed og tildels kunstnerisk takt.
I den bedste tid var der fuldt af professionister, men en
stor del af, hvad der findes rundt paa gaardene, har dog
bønderne selv udført. Navnlig gjælder dette træarbeide.
Flæmsvæv-nader i brunt og gult og billedtepper og hyndetræk viser, at
kvinden ikke stod tilbage i kunstnerisk evne.
Smykker, skeer, knapper, støp af sølv, nøkleskilter med
haand-tag, knivskaft og alskens prydelser af messing for sko og belter
blev i Skjaak og Lom støbt eller smedet og fint ciceleret. Der
skares kunstfærdige ølboller, embere og føringsskrin og talrige
mangletræer.
Kunsthaandverket i Nordre Gudbrandsdalen er det, som er
bedst studeret, og der stod det ogsaa høiest; dog tør det hænde,
at Valdres, Hadeland og Land ikke kommer fuldt til sin ret,
fordi arbeiderne i disse egne ikke er saa meget omtalt.
Allerede i det 12te aarhundrede maa der i Gudbrandsdalen
have været dygtige stenhuggere, saaledes som Vaage kirkes vakre
klæberstens døbefont viser, hvilken vel kan være jevngammel
med kirkens ældste dele.
Peiserne og de hyppig forekommende klæberstensovne og de
talrige gravstøtter paa kirkegaardene i Gudbrandsdalen vidner
om, at stenhugningen i et par hundrede aar efter reformationen
har været drevet haandverksmæssig, og vistnok er dette den
e.neste egn i Norge, hvor saa var tilfældet.
Man bør vel vogte sig for den forestilling, at disse
kunst-haandverkere, træskjærere, malere o. s. v., var originale
kunstnere af rang; de var haandverkere, der med stor dygtighed og med
tillob til originalitet arbeidede i gamle spor.
En kunstner af rang var dog træskjæreren eller rettere
elfenbensskjæreren Magnus Berg, født 1666; han var fra
Gudbrandsdalen eller Hedemarken; han skal omtales her, skjønt hans
arbeidsfelt ikke falder i Gudbrandsdalen, men i Danmark.
Magnus Berg havde en bror og brorson i Sel og derhos
andre slægtninge i Gudbrandsdalen. Ivar Kleiven mener, at
Magnus Berg var søn af en til Selsverket indvandret Elias
Mes-siugsmed.
Som voksen kom han i statholder Gyldenløves tjeneste og
vakte opmerksomhed ved træbilleder, han havde udskaaret til
dennes have. Gyldenløve sendte ham ned til Kjøbenhavn med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
