Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUSFLID OG INDl’STRI.
223
Den tredie af de store urmagere i Øvre Gudbrandsdalen,
Erland Lien i Vaage, høTte til den bekjendte familie Langrusten
og er ovenfor omtalt blandt smedene.
Han gjorde med nogle fækarer en reise til Kristiania, hvor
han gik omkring hos urmagerne for at lære lidt af kunsten.
Nogle af Erland Liens mange ure er slurvet gjort, andre
viser glimrende vakkert og solid arbeide. Han dode i trange kaar
i 1860, 74 aar gammel.
Frik To, der var født paa To i Ottadalen omkring 1795, var
lam i venstre haand, men blev alligevel god klokkemager. Alt
verktøi arbeidede han selv. Hans slagklokker var godt arbeidede;
han gjorde ialt omkring 70 slagklokker og en mængde klokker,
som ikke slog.
Den engang blomstrende urindustri er ophørt ved indførte
billige tyske og amerikanske ure. Med disse kunde bondeurningerne
ikke konkurrere; de tabte sit marked og maatte slutte.
Belysningen var i ældre tid for en stor del tyristikker og
lignende letvindte midler. Den simple gamle lampe (kaala) var
en jernskaal, indrettet til at hænge, hvori man har heldt tran
og lagt en væge.
Senere kom udenfra lysestager og lampetter. Vakre lampetter,
fæstede til en stor messingplade, kom i brug i løbet af det 17de
aarh. Hvor der findes aarstal, er det gjerne et aar mellem 1620
og 1670. De er vistnok indførte fra andre lande ligesom destore
messingfade, som i Gudbrandsdalen kaldes «mallaug».
Paa disse fade er der i bunden gjerne nogle fiske eller
vindrueklaser, undertiden ogsaa et billede, der fremstiller de jødiske
speidere, som vendte tilbage fra Kanaan.
Samtidig med talglysene indførtes lysesaksen, et redskab, der
nu er helt forsvundet i byerne og næsten helt forsvundet paa
landet.
Valdres har ikke havt saa mange dygtige træskjærere som
Gudbrandsdalen. Vakre høisædesskabe er kommet fra Valdres.
Valdresskabene fra de øvre fjeldbygder er de bedste, saaledes fra
Beito, Vang og Hurum, og de har rene, stilfulde former. Disse
skabe er næsten altid de tredelte med et aabent mellemrum, der
har givet træskjærerne anledning til at give vakre beviser paa
sin kunst. I Valdres var det skik at lade skabene være uden
maling.
Valdres har foruden de mange vakre høisædesskabe ogsaa
adskillige mærkelige fremskabe af ulige former. Flere af disse
skabe minder om dem i Telemarken og Gudbrandsdalen. Andre
har en eiendommelig form. De sidste findes i Valdres for tiden
hovedsagelig i den øvre del af dalføret. Der er et smalt
underskab, hvis bagside er forlænget opad og øverst bærer et frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
