Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
KlilSTIANS AMT.
en del fedevarer; romsdølerne og handelskarerne i Nordre
Gudbrandsdalen bragte tørrede og saltede fiskevarer.
Af Totens, Hedemarkens og Gudbrandsdalens husflidsprodukter
var der linnede, uldne og blandede tøier og noget snedkerarbeide,
især slæder. Man angav den her samlede mængde mennesker
til 6—8 000.
Paa Hiorthøys tid solgtes til byerne og jern- og kobberverkerne
og andre bygdelag heste, kvæg, smor, ost, kjød, talg, noget vildt;
men mest heste og slagtekvæg. Efter Hiorthøy førtes aarlig fra
Gudbrandsdalen over 2 000 stykker stort kvæg til nærgrændsende
bygder og til Kristiania og Bragernes til slagt. Korn og mel,
som i gode aar solgtes til Røros og Foldalens kobberverker, veiede
ikke op det korn, som i mislige aaringer maatte hentes fra byerne.
Faaberg havde stor indtægt af hesteavl, kvægavl og salg af
fedevarer. Deres største indtægt var kjøb af korn og salt fra
Kristiania, hvilket de førte i baad over Mjøsen til Lillehammer
og solgte med stor fordel, især naar der var mislige aaringer i
de andre præstegjeld i Gudbrandsdalen, som ikke kunde hente
korn fra Kristiania eller Trondhjem paa grund af den lange og
besværlige vei. Der afsattes ogsaa fedevarer ved glasverkerne.
Paa Røros var det fordelagtigste marked for kornvarer, og
derfra toges fiskevarer og møllestene tilbage; men veien var lang,
og fra kornbygderne her kunde ingen betydelig transport ske
derhen, før der laa sterk is paa Mjøsen.
Det meste mel, gryn, fedevarer, slagt og heste førtes til
Kristiania, noget mindre til Drammen, vævede tøier og heste gik
til Kongsberg. Til Grundset marked bragtes heste, vildt og
fedevarer, efter Sommerfelt.
Slagtekvæg og endel heste dreves til byerne om høsten; men
ellers foregik næsten alle bøndernes færdesreiser paa vinterføret,
hvilket var bekvemmest.
Paa den tid, da veiene var daarlige, og det var 20—30 mil
til nærmeste by, drev der mange handelskarer og landprangere,
som de kaldtes, om i bygderne og kjøbte og solgte.
Pram omtaler fra Lesje, at kun i enkelte aar avledes der
nok korn; der kjøbtes korn saavelsom fiskevarer, især sursaltet
sild, samt jern og andre metaller; der solgtes smør, ost, talg og
slagtefæ, stude, faar, bukke, samt bukkeskind, noget garvet læder,
endel karve, som i 1802 betaltes med 10 rdlr. tønden, og fuglevildt.
Der var i 1802 en hel mængde handelskarer eller prangere,
som opkjøbte hvad bygderne havde at afhænde; de bragte det til
markederne, især Romsdalens marked, og førte derfra tilbage,
hvad der trængtes fra andre bygder. Paa denne maade forsyntes
hele Gudbrandsdalen og endog Hedemarken og flere af de
sydligere egne med fiskevarer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
