Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33 2
KRISTIANS AMT.
værd at omtale, hvad ældre forfattere, som har kjendt
befolkningen, beretter fra den tid, de skriver:
Herman Ruge, som i 26 aar var præst i Slidre fra 1737 til
1763, har i «Valdresia reserata» givet en skildring af valdreserne
omkring 1750, saaledes som han opfattede dem. Hans «Valdresia»
antages skrevet omkring 1750 og fandtes ved biskop Erich
Pon-toppians dod (1764) blandt dennes haandskrifter. Ruge skriver
oin valdresen:
«Folkets naturel har jeg hort endel villet eksprimere med
at sige, at de i Vang gjeld er hoffærdige og falske, i Slidre
haarde og trættekjære, i Aurdal liderlige. Men jeg gjør ei deres
sentiment til mit. Det er vist, at hvad drukkenskab angaar, er
endnu Slidre de skikkeligste, og hvad trættekjærhed angaar, giver
Vang og Aurdal Slidre intet efter, om de ei overgaar dem. Mit
sentiment er, at den, der vel har læst de gamle norske historier
og mærket forfædrenes geni, kjender sig aldeles godt igjen i
Valdres. De holder saa meget af sig selv, at de synes at tro, at
ingen mand er saa god som en valdris. De elsker paa sin maade
pragt, er muntre og lystige, elsker dans, samkvem og sterk drik.
De er meget mistænkelige og kan af en ringe ting tage anledning
til det værste. De er dristige i sine domme og taler ei alene
om ligemænd, men og om overmænd med den største assurance,
end og i de ting, de vide slet intet, naar de alene mener det.
Det, de falder paa, er de ei lette at bringe fra. Deres venskab
gaar vidt; thi mange er færdige at forsværge sig for venskabs
skyld ; men deres had gaar end videre; thi for at kjole det, vover
do alting, det kjæreste og det helligste opofres gjerne i saa
maade.
Man kan ved en ringe ting faa deres venskab, men og ved
den ringeste ting forspilde det; og jeg tror neppe, at deres had
bliver nogen tid ret udsonet. De holder meget over alt det, gammelt
har været, er altsaa store hadere af nyt, om det end ogsaa var
det bedste. Det er en smal sag at, faa dem i alarm, men der
vil meget til at stille larmen. Løsagtige er de, og der er en stor
del, som ret søger sin ære i skjændsel. At fri ti! et halvt snes
piger paa en gang efter hverandre, at daare dette svage kjøn
under det kjære ægteskabsløfte og siden ei alene intet agte dem,
men endog skammelig belyve dem, er ikke rart.
Til fabrilia af alle arter er de særdeles bekvemme, og af de
ting, som falder i sanserne, tænker jeg, de kan lære alle ting;
men store metaphysici bliver de aldrig. Poesi har de særdeles
behag i, gjør og selv viser, undertiden ei af det gode slags, helst
nidviser.
Dog maa man ei tro, at her er et aldeles hedenskab. Jeg
har beskrevet folkets naturel. Saa er de af naturen, men ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
