Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
337
saa kan man sige: den er selvtillidsfuld, stø og sterk, hæderlig
og værdig, ikke fantasifuld, eventyrlysten, higende, hasardiøs,
fremfor alt forstandsmæssig, klog. Den ser skarpt, det
ufuldkomne gjerne med et lunt smil uden spot, og tænker grundig,
men taler lidet, og da oftest i sentenser, hvor form og indhold
fuldstændig dækker hinanden. For mystik og dybere religiøsitet
har den ingen sans, i sit inderste hjerte har den skabt. saavel
Vorherre som sin eneste hjemstavnsberettigede sagnfigur, huldren,
i sit eget billede. Alt uægte, det som giver sig ud for andet
end det er, foragter han, og fremfor alt er han lys i sind som
i skind.
Efter hvad jeg ovenfor har berettet, vilde man maaske ikke
vente denne karakteristik. Og det er heller ikke tilstrækkeligt,
man kunde troet, at karakteristiken var kommen til at lyde:
selvgod, beregnende, klassestolt og materialistisk.»
Flere ætter i Nordre Gudbrandsdalen siges at tilhøre gamle,
tildels adelige familier. Disse ætter kunde kaldes rent
aristokratiske, idet de ikke slutter forbindelser med andre og søger
saavidt muligt ved giftermaal indbyrdes at holde sammen. Det
samme gjælder ogsaa gaardmandsklassen overhovedet.
Om disse aristokratiske ætter i Gudbrandsdalen skriver Vinje
i 1859:
«Her skal vera ein adel i Gudbrandsdalen, og det den
einaste, som finnst i landet. Det er gildt at vera af adel, og
eg hever derfor tidt ynskt med meg, at eg ogso var det. Men
det gagnar no ikki stort at vera af adel, naar ein ikki duger
nokot sjølv. Eg maa sjølv kunna beita den ervde øksi, skal ho
vera meg til nyttes. Men det verste ved den gamle reine adel
er, at slaget minkar og ugjerest. Gamle adels-ættir døy derfor
ut, og adelen kann verda so gamal og rein, at dei fleste sjaa ut
som bytingar. Eg hever seet so væne og velvaksne folk af denne
gudbrandsdalske adelen, at eg vonar, han ikki er reinare, en godt
gjerer; men so sjaa no ogso sume so tufsutte ut, at dei visst
maa vera af den gode adelen, som hever gift seg ihop inn i
ætti, alt fraa Adam var liten. Eg skulde ynskja, at adelen, om
her er nokon, maatte hava vit til at blanda ætti, som det heiter,
om so ein og annan grøn kvist i det gamle tre ikki var so rik,
som ynskjande kunde vera, endaa døtterne til slike folk faa
gjerne gardegutar og synirne gardegjentur.»
Per har gaaet det sagn, at folkene paa Tofte i Dovre
nedstammer fra Harald Haarfagre. Dette sagn synes at være af
nyere oprindelse, og hverken Schøning eller Hiorthøy omtaler det.
Ved historiske kilder at bevise en bondeæts sammenhæng
med kongehuset er neppe muligt.
Tofte var i middelalderen kongsgaard, men den var ikke
23 — Kristians »mt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
