Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37 1
KRISTIANS AMT.
sød melk at drikke, men før hun satte øsen til munden, saa hun
under bunden Der blev hun var, at der stod et kors, og da
satte hun osen bort paa bordet. Da forstod de, hvad kjærring
det var. Nogle uger derefter kom der bud til Fysstrokjærringen,
at kjærringen i Skurvehaug var bleven barneklein. Hun lagede
da til rømmegrødsending og gik til Skurvehaug, og da saa hun,
at det var samme kjærringen, som havde været hos hende i
samme erinde.
Det vil af denne beretning sees, at disse haugefolk fører en
tilværelse som vor, baade ined præst, klokker og lensmand.
Fosshovda. Paa Søndrol i Vang har de en hoststøl, som heder
Fosshovda, og tæt ovenfor stølen er en stor haug, tilgroet med
birkeskog, og den kaldes og Fosshovda. I den haugen havde
kjærringen paa gaarden og mange andre baade seet og hørt
haugafolk.
En mørk kveld var hun oppe i stolen, og da var der en
dør aaben i haugen. Indenfor var der ild paa peisen, og folk
gik omkring varmen, og hun hørte dem tale. Folk gik ud og ind
gjennem døren, og aabnede og lukkede den mange gange.
Varmen derinde var mere mørkerød, end den er hos os.
En anden gang laa kjærringen alene i selet paa samme støl,
og en kveld lagde hun sig sent, for en ko skulde bære. Ud paa
natten raabte et haugakvindfolk gjennem gluggen paa selet: «Aa
væl va du Aagaat Syndrol; no maa du upp trast, no er stuten
komin.» «Aa væl va du ogso daa,» sagde kjærringen, «før du
vilde segja me det.» «Ja, «kunde de no,» svarede den anden,
ell aa kunne kydn dina drepa han, dei sanka se hjaa kyrenn
no,» sagde linn. Kjærringen for op, kastede stakken paa sig og
sprang ud. Med det samme hun kom ud, hørte hun kjørene
belje, og da hun kom bort til dem, stod de alle omkring den
ko, som havde baaret, og der var kommet en oksekalv. Det var
slig en beljen og rauting paa alle kjørene, at hun næsten ikke
kunde faa dem til at flytte sig saapas, at hun kunde faa koen
og kalven med sig op til selet.
En høst, da kornet kjørtes ind, var manden paa Søndrol
oppe i stolen for at lede efter en hest, som han skulde kjøre
med. Han søgte hele dagen, men fandt den ikke. Om kvelden
lagde han sig paa stølen, for det var for sent til at gaa hjem.
Om morgenen var det og korntørk, og han vidste ikke, hvor han
skulde lede, han havde søgt overalt. Med det samme han gik
forbi Fosshovda, var der en, som raabte: « Mærre di gaar i
Hugakinno!» «Aa væl voro de, som vilde segja me de,» sagde
manden, og saa gik han did og fandt hesten der, hvor det var sagt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
