- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / V. Kristians Amt. Anden del (1913) /
366

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

37 1

KRISTIANS AMT.

var man nødt til at sile melk i «haugaringen» som i andre
melkeringer.

Huldrfolket hører ogsaa til haugafolket; hyppigst sees huldren;
huldrkallen, det mandlige væsen af huldrfolket, er ikke saa
hyppig. Navnet huldr kommer af huld, skjult, indhyllet af hylja,
indhylle.

Huldrfolket er ligesom menneskene efterkommere af Adam
og Eva. Da Vorherre engang besøgte Eva, var nogle børn stelte
og vaskede, andre ustelte, hvorfor hun jog de sidste ind i koven.
Da Vorherre spurgte, om hun havde flere børn end de, han saa,
svarede Eva nei, og Vorherre sa:

Dei so æ dulde,

skal være hulde.

Fra disse børn stammer huldrfolket, og de er følgelig af
samme art som andre Evas børn. De kan indgaa ægteskab med
menneskene, og naar de som unge kommer blandt folk, svinder
den kohale, som er det landskjendte mærke paa huldren.

Huldrslægten paa Kjøs. Paa Kjøs i Horisbygden skulde de
hu-flytte hjem fra Langstølen om høsten. Kjærringen vilde sidde
igjen dagen efter bufardagen og koge brim. Hun havde hos sig
en liden søn. Som hun sad og rørte i brimgryden, kom der ind
en kjærring med en liden jente, som holdt i stakken hendes.
Kjøsakjærringen undredes paa, hvem det var, men sagde: < De
faa seta dikkan frampaa.» • Fremmedkvindfolket gjorde det og
satte sig paa krakken og talte 0111 et og andet. Veslejenten
legte med gutten. Gutungen smat indunder et kar, som stod
hvælvet paa gulvet; og han havde en liden kniv i haanden.
Jenten ståk fingeren under kanten af karret, og kom saa vidt
nær knivsodden, at hun blødde paa fingertoppen. Mor til jenten
skreg da over sig: «Jeje me for dikka!» sagde hun, «no ljote
de hava ho, ner de ha gjort detta ve ho. Ho bli alder huld
meir. Men de sko ingin ska’e li’e taa di," sagde mor til
jentungen. Saa bad hun dem være snille mod jenten, og dermed
tog hun farvel. Kjøsakjærringen skjønte, hvad slags folk det
var; men der var ikke andet raad, hun tog jenten hjem, og
kjøsafolket opdrog hende det bedste de kunde. Denne vesle
jenten blev vakker og forstandig og ferm. Den eneste lyde, som
var paa hende, var det, at hun havde rumpe som en ko. Forst
vilde den gjerne vise sig under stakken; men den minkede lidt
efter lidt, og tilslut blev den helt borte. Da hun blev voksen,
kom gutten og hun til at holde saa hjertelig af hinanden, at de
giftede sig. Hun flk medgift, som var vældig. Mor til jenten

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:37:22 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/5-2/0378.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free