- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / V. Kristians Amt. Anden del (1913) /
367

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

BK FOLKNING.

367

kom til kjærringen paa Kjøs og sagde, at de skulde gjøre istand
en stor kve. Det gjorde de, og morgenen efter stod kveen fuld
af store vakre kollede brandsidede kjør. Af det slags kreaturer
er der endnu paa Kjøs.

Huldrfolket driver sæterbrug, og de flytter helt ind paa
sætrene, naar de andre folk reiser hjem.

1 Skakedalen er der mange sætre, som tilhører Stele, Bergi
og Nørdrebø; der ligger nogen paa hver side af elven, som gaar
gjennem dalen. Bøstolerne ligger paa vestre side af elven.

Der var en gammel skomager i Bø, som kaldtes Anders
Halten, fordi han var halt; han gik med træben. Han var oppe
paa stølen paa den tid. da de buførte paa hjemstølen. Engang
var han alene i selet og kogte brim; de andre var reist hjem
med buskapen. Da hørte han, at der kom nogen, som buførte,
og det lokkede og kaldte saa vakkert. Han tænkte da: «Ska
tru, at ho Berit paa Flate alt e rae’ og ’e haimte me buførenn
sinne.» Hun havde stølen sin lidt længer nord. Han saa
gjennem gluggen og fik øie paa en haugakjærring, som lokkede kjørene
sine til beite. Hun var middels høi, havde brunt haar, som
hang nedover skuldrene hendes, og det var saa langt, at det
naaede nedover trøien og helt ned paa stakken. Hun havde
rosesyet trøie, som var saa vakker, at naar solen skinnede paa
roserne, glimrede det i den, og saa havde hun sort ståk. Hun
nynnede mange vakre bulaat, og en af dem lærte han, saa han
kunde spille den paa mundharpe siden. Hun havde fede kjør,
og de var alle brandede og for det meste kollede. De gik saa rolig
efter hende nordigjennem, til de kom til nogle store hauger ; ved
Feslettidn blev de alle borte med engang.

Enkelte huldrkvindfolk opfører sig ikke, som de bør,
saaledes som disse beretninger først fra Gudbrandsdalen og saa fra
Valdres viser.

Fra gammel tid laa Ellingsbø-Rusten under Steinfinsbø, og en
vaar var manden paa Steinfinsbø bort i Rustmarken paa
tiur-skydning. En morgen kom han fra marken i solrendingen, træt
og ilde tilpas; han hængte bøssen paa væggen og lagde sig paa
brisken for at hvile. Som han vel havde lagt sig, kom der ind
et kvindfolk, som lignede hans egen kjærring saa nøie, at han
maattp tro, det var hende. Hun stod lidt, men sagde ikke et ord
og ikke han heller; da gik hun frem til aaren og satte den ene
fod paa aarestenen, og med det samme fik Steinfinsbø se i taglet
paa en korumpe under stakken hendes Men da var han ikke
sen til at faa ned bøssen fra væggen. Kvindfolket satte til dørs,
saa fort hun kunde, men før hun fik igjen døren efter sig, smaldt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:37:22 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/5-2/0379.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free