Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92 KHISTIANS AMT.
laa en stor tyrirod og brændte lyst, saa Jens kunde se vel, alt
hvad de gjorde; men alt som de dansede, greb de efter ham
med klypen og luggede ham i de lange haarene, han havde paa
læggene.
«Lika du pluk, Jens Haarlæg?» sagde de.
Jens svarede ingen ting. Han bare trak fødderne til sig
saa godt han kunde; men det hjalp ikke stort, for jomfruerne
var saa gale og kaade, at de rev og nappede i ham og kaldte
ham Jens Haarlæg, Jens Dunderiberg, Jens Skreildifjeld.
Da blev Jens harm, han tog riflen og kytede haardt og
sagde, at hvis de ikke reiste straks, skulde han gjøre ved dem
det, de mindst vilde. Jomfruerne tog tilbens, og resten af
natten sov han i ro.
Forestillingen om, at folk kan optræde i dyreham, forekommer.
Anders Ulv kunde skifte ham, naar han vilde. Han saa ud
som en anden mand, men naar han var i ulveham, var han helt
ulv, og mennesket i ham var borte; kom han da over et kreatur,
som han raadde med, rev han det sønder, enten han var sulten
eller ikke. Hunde og svin, sau og gjet, løsnaut og føl bed han
livet af alle steder, hvor han for, og gik det længe imellem, han flk
ferskt kjød indom tænderne, holdt han næsten paa at omkomme,
for han flk rive ihjel et bæst.
Naar Anders Ulv gik gaardimellem i bygden, bar han en
liden tul, og den slåp han ikke fra sig hverken nat eller dag,
og folk mente, at det var ulvehammen, han bar i den.
Naar Anders havde været i ulveham, maatte han bade sig
bagefter. Saa var det en gang syv karer, som vilde tage fra
ham tullen, medens han var i bad. De kom paa ham hurtig,
men det var bare saa vidt, at de flk slite tullen fra ham. De
brændte op tullen, og efter den dag var det forbi med at skabe
sig om til niv for ham. Siden gik han og bad, men han talte
meget om den tid, han «floug og va ulv».
Gjengangere og skrømt. De, som gaar igjen og viser sig for
folk efter at de er døde, er mest ildgjerningsmænd, slige som
har plaget fattigfolk eller som har flyttet merkestene, sværget
falskt eller har kjøbt uretfærdige domme for penge. De, som
gaar igjen, faar aldrig fred i graven, før de, som lever, gjør godt
igjen det, som er forbrudt. Men det er ikke altid, at den, som
gaar igjen, har gjort nogen misgjerning.
Gjengangere gjør næsten aldrig folk men, naar de viser sig;
det kan hænde, at de standser hesten for en, og de kan skræmme
folk ved at vise sig. Men ellers gjør de ikke ulykke eller skade
paa nogen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
