Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43(3
KRISTIANS AMT.
Lige til henimod midten af det 17de aarh. vedblev veiene i det
hele at ligge, som de havde ligget fra de ældste tider af. Bønderne
førte frem paa hesteryggen de varer, de havde at sælge, og tunge
gjenstande kjortes frem paa slædeføret. Overhovedet var
vinteren den bedste tid at reise paa, naar hensyn toges til veienes
beskaffenhed, og folk reiste derfor helst om vinteren der, hvor
der ikke kunde bruges baad.
De biskoper, hvis stifter mest bestod af indlandsdistrikter,
valgte i den katholske tid helst vinteren til sine visitatsreiser.
Biskop Jens Nilssøn visiterede endnu i slutningen af det
16de aarh. de egentlige fjelddistrikter helst om vinteren, saaledes
i januar 1580 Tønset, i februar 1582 Vaage og i 1589 Telemarken.
Om vinteren var imidlertid mange besværlige, til sine tider
farlige steder paa veiene. Sørgeligt ry havde fra gammel tid
veistykker som Vaarstien, Rusten, Galderne og Vindhellen. Man
maatte om vinteren færdes paa den issvul, som hyppig dækkede
veien. Da maatte der bruges isbrodder under fødderne, og ofte
maatte vistnok den reisende paa landeveiene benytte taug, som
ved vandringer over bræer.
Den første egn i Norge, som har faaet en kjørevei, har
vistnok været Eker, hvorover der i den første tid efter opdagelsen
af sølvet paa Kongsberg var anlagt en vei; vedligeholdelsen
af denne fremkaldte klager fra Sigdal, som havde at holde i stand
den største del af veien; det nærmeste stykke ved Kongsberg
vedligeholdtes af Hof. Foreløbig har denne vei maaske ikke
gaaet længere end fra Kongsberg til Hougsund, hvorfra man
kunde tage nedover elven til Bragernes. Det er vistnok den
første vei i Norge, om hvilken det ved dens anlæg i 1624 er
bestemt, at den skulde bringes i en saadan stand, at den kunde
kjøres. Med den var begyndelsen gjort, og senere fulgte en
fortsat bygning af veie, der just ikke gik raskt, men dog aldrig blev
varig afbrudt.
Efter forordning af 24de februar 1636, skulde bønderne
overalt i Norge, saavel søndenfjelds som nordenfjelds, «forandre
og forbedre» alle alfare veie «til og fra fjeldene og andensteds»;
fogder, sorenskrivere og lensmænd skulde fordele arbeidet
imellem bønderne. Det var oprindelig kun meningen at indskjærpe
det gamle bud om at vedligeholde veiene, men den fik en større
betydning som indledning til nyere lovgivning om veivæsenet.
Maaske var det dog en ny foranstaltning, at hver gaard nu
skulde faa sit bestemte veistykke at vedligeholde. Denne
ind-skjærpes ogsaa i det næste kongebrev til statholder Hannibal
Sehested af 7de juni 1643. Han skulde lade alle alfare
veie i Akersh us len, hvor de veifarende mest pleiede at reise,
«med forderligste jevne og i andre maader forbedre, med ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
