Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
♦5
KRISTIANS AMT.
Videre nævnes Lillehammer i 1205 i Haakon Haakonssøns
saga. Sysselmændene Fredrik Slafse og Gjavvald Gaute førte
Haakon som spædbarn fra Hamar til Nidaros og standsede paa
veien ved Lillehammer (vit^ litla Hamar), og der blev de hemmelig
julen over.
Benævnelsen Litlekaupangr, som forekommer i Haakon
Haakonssøns saga, viser, at her tidlig har været en markedsplads,
hvad ogsaa stedets beliggenhed gjør rimeligt. Nogen efteretning
om denne markedsplads i ældre tid foreligger der ikke.
Hiorthøy omtaler i 1785 Lillehammer og anser det for ønskelig,
at her kunde blive et fast handelssted. Han ytrer, at Faaberg
havde den største fordel ved at kjøbe korn og salt fra Kristiania,
hvilket med liden bekostning førtes i baade over Mjosen til
Lillehammer; det solgtes med stor fordel, især i mislige aaringer, til
bønderne i de andre præstegjeld i Gudbrandsdalen, som ikke
kunde hente samme fra Kristiania eller Trondhjem, da veien var
besværlig og lang.
Om handelen fra Lillehammer ytrer Hiorthøy:
«Ønskelig var det, om Lillehammer kunde biive et almindeligt
oplagssted, hvor Kristiania-borgerne ikke alene havde de fornodne
varer, men og kunde til visse tider tilforhandle sig bøndernes
varer; thi den lange transport baade vinter og sommer gjør, at
bonden baade for sine varers afsætning og for hvad han igjen
behøver fra kjøbstaden, maa ofte være fra sit hus i 4 uger,
fortærer meget paa sin reise, forsømmer sit arbeide hjemme, saa at
fordelen paa hans varer smelter bort. Det han igjen behøver fra
kjøbstaden til sin husholdning, saasom salt og i mislige aaringer
korn, bliver langt kostbarere, end om han havde en nærmere vei
baade for at sælge sine varer og kjøbe det fornødne. Med
bekostning af førsel og kjørsel koster en tonde salt almindelig i Fron
5 rdlr., og da en stor del forbruges til kreaturerne formedelst
fjeldfoderet af mos, granbar, finntop, birkeris med videre, som
beskadiger kreaturernes tænder, saa er saltet en kostbar
nødvendighed for enhver husholder i Gudbrandsdalen, især for de
nordligste præstegjeld, som har lang og besværlig vei baade til
Kristiania og Trondhjem.»
Da den norske trælasthandel tog sig op omkring begyndelsen
af det 19de aarhundrede, fremkom en plan om at sætte
Kristiania-fjorden i forbindelse med Øieren og Mjøsen ved en kanal. Man
vilde skafte en lettere og billigere transport for tømmeret og
gjenvinde for jordbruget de bønder, for hvem tømmerkjørselen var
bleven en hovednæring. Selskabet for Norges vel beskjæftigede
sig med planen, og i 1811 udsatte selskabet en præmie paa
200 rdlr. for besvarelse af spørgsmaalet, om det vilde være til
gavn for Oplandene, om Hamar by ved Mjøsen blev opbygget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
