Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KÆDH1FT.
297
Telemarksfæet er den norske kvægstamrue, som tidligst
sog-tes som avlsdyr udenfor sin hjemstavn. Allerede overlærer
Sverdrup, der i aarene 1812—25 var bestyrer af .Jarlsberg
hovedgaard og senere indtil 183<> bestyrede landbrugsskolen paa Sem,
var opmærksom paa telemarkskvæget, og sønnen Peder Sverdrup,
der fortsatte landbrugsskolen paa Rise, havde telemarkskvæg i sine
besætninger, hvilket ledede til, at racen fandt adskillig indgang
i omegnen.
I Jarlsberg amt og mange andre steder er telemarksfæet
indført i mængde og har vundet bifald.
Telemarksfæet er middelsstort med levende vægt 3—400 kg.
Farven er rødsidet eller braudsidet. Den røde tegning er mer
eller mindre spættet og droplet, ryggen og bugen altid lys.
Hovedet er langt, panden bred og forholdsvis kort. Hornene sterkt
udviklet, vidt stillet med udadsvingede spidser.
Det kollede, røde østlandsfæ eller- rødkollerne hører hjemme
paa Romerike i Akershus amt og i Smaalenene. Det er ikke
vakkert, men gode melkedyr med godt jurstel og gode
melke-mærker. Det er store, kantede, temmelig knokkelføre dyr, som
er lange og dype, men ofte noget smale. Krydset er ofte
afskydende ; men man linder dog ogsaa brede, lige og sterke kryds.
Ingen norsk race har mere udprægede melkemærker, men de er
ofte meget høibente. Det overveiende antal er kollede, dog findes
enkelte med smaa «hornknuvler». Huden er tj’nd og løs. Det
er gjennemgaaende sterke, sunde og haardføre dyr og meget
nøisomme. Farven er i almindelighed rød eller rødbrun;
«grimer» (hvide streger) i hodet er dog almindelige. Helt hvide
hoder (skautede kjør) er heller ikke sjeldne. Hovedeter ofte langt
og noget grovt, dog træffer man ikke saa sjelden ogsaa særdeles
fine, smaa hoveder. Gjennemsnitsvægten angives til 400 kg.
Det er først i de seneste 25 aar man har lagt an paa
udviklingen af denne race, og den har udbredt sig i slettebygderne.
Rodkollerne er tidlig udvoksede, trivelige og melker godt, og de
er større end fjeldfæet.
Ved det bedre opdræt, den sterkere fodring, det bedre
udvalg af avlsdyrene er racen nu betydelig forandret; den har faaet
en sterkere krop, velstillede lemmer, et bedre formet jur, et
sterkere kryds og en bredere lænd ; halsen er ikke længere saa lang
og svag, hovedet er vakrere.
I næsten alle bygder er der okseholdsforeninger, der holder
stamokse. Krydsning mellem rødkollet okse og det
forskjelligartede bygdefæ har ikke altid faldt heldig ud; der er kommet
mange dyr, som melker lidet, og denne krydsning ansees for
mindre heldig.
Der er telemarksfæ i Vaale, Vassaas, Lardal, Vivestad,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
