Norges lærerskoler i hundrede aar / 10 (1914) Author: Jørgen Jørgensen, Fredrik Ording Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Neuberth, ansat 1908, Johanne Spolert, ansat 1899,
Anton Knutson, ansat 1904, Karoline Lagerløv,
ansat 1911.

Levanger offentlige lærerskole.

[1]

Da det efter skoleloven av 1827 gjaldt oprettelse
av seminar i Trondhjems stift, varte det en tid før
man kom til enighet om stedet hvor det burde
ligge. Myndighetene lot det være sig magt
paaliggende at træffe det bedst mulige valg med
hensyn til bestyrer. Nu hadde sognepresten i
Klæbu, Hans Jørgen Darre, ved flere leiligheter
paa en ærefuld maate henledet opmerksomheten
paa sig, og ved kgl. resolution av 20 februar
1838 bestemtes det at seminaret skulde oprettes
paa Klæbu prestegaard og Darre ansættes som
dets bestyrer. Der skulde til en begyndelse op
tages 12 elever, og undervisningen ordnes efter
det for Asker i 1837 vedtagne reglement, med
de forandringer og lempninger som de stedlige
forhold gjorde nødvendige. Seminarets aapning
fandt sted 7 januar 1839.
I Darre fik seminaret en høit begavet lærer.
Ole Vig har sagt om ham: «Hans mage i per
sonlig lærerbegavelse har jeg ikke truffet nogen
steds." Især la han vegt paa at fortælle godt i
øvelsesskolen, navnlig i bibelhistorie, likesom han
ogsaa skildres som en fortrinlig veileder i den
kateketiske kunst. Som andenlærer var straks
ansat cand. theol. Nicolai Ulstad. En god støtte
hadde seminaret i biskop Bugge og i dennes søn,
den høitbegavede skolemand rektor Fr. Bugge,
som ved en utenlandsreise (1836—37) hadde lært
fremmede lands skoler at kjende, og med særlig
interesse hadde sat sig ind i ordningen av semi
naret i Weissenfels, hvis bestyrer dengang var
den bekjendte Wilhelm Harnisch. Gjennem rektor
Bugge fandt baade metoder og lærebøker vei fra
Weissenfels til Klæbu seminar.

Efter Darre, som i 1849 var utnævnt til biskop i
Trondhjem, blev Carl Peter Parelius Essendrop
seminarets bestyrer (1849—59). «Et bedre valg kunde
neppe være truffet. Han var en helstøpt person
lighet, en sjelden alvorlig mand i al sin færd.
Han var en mægtig prædikant, en udmerket kateket
og en klar og grei foredragsholder. Han forstod
i sjelden grad baade i sin omgang og i sin un
dervisning at vinde elevenes udelte kjærlighet, høi
agtelse og tillid. Man merket i ham altid den
erfarne og kyndige faderlige ven og veileder.
Hans undervisning var i høi grad klar, dyp og
tankevækkende, like tiltalende for aand og hjerte.
Mange av hans elever har fortalt at opholdet ved
seminaret under hans veiledning hører til de dyre
bareste og kjæreste minder de eier.“ Mange av hans
elever mottok under hans veiledning sterke reli
giøse indtryk, og blev til megen velsignelse for
de menigheter hvor de fik sin virkekreds. Paa
grund av sin overlegne dygtighet og kraft kaldtes
Essendrop senere til de høieste stillinger, til biskop
i Tromsø, senere til biskop i Kristiania og til
kirkestatsraad. Han døde i 1893.
«Seminarets første elevkuld kom selvfølgelig
til at indta en særstilling inden den tids lærerstand.
De raget, aandelig talt, et hode over alle de
andre, der var „hjemmelavede". De hadde større
kundskaper end den gamle lærerstand, og de
hadde faat en god praktisk veiledning. At være
seminarist var derfor i de dage noget stort i det
almindelige folks bevissthet. Med seminaret var
der dog kun gjort en begyndelse. Det var jo
endda bare en logerende paa Klæbu prestegaard.
Dette forhold var i selve resolutionen hvorved se
minaret blev oprettet, betegnet kun som en «mid
lertidig" ordning. Skulde det bli til noget, maatte
det bli mere selvstændig. Det trængte jo ogsaa
meget mere rum end prestegaarden kunde ofre,
hvis det skulde faa utvide sig og vokse. «Sletten",
en myrstrækning, der støtte like op til preste
gaardens indjord, blev utset til fremtidig plads
for seminaret, og det er interessant at følge dets
vekst der borte paa moltemyren. Først opførtes
en fastskolebygning. Det var nok i 1840. Det
blev seminarets øvelsesskole. Saa blev i 1841,
efterat det var bestemt at en tredjelærer skulde
ansættes, en bolig opført for denne. I 1843 op
førtes igjen en bygning, med 6 undervisnings
værelser for seminaret; det var den senere saakaldte
«gammelbygning", og samme aar opførtes økonom
bygningen med tilhørende spisesal for elevene.
Og siden ut gjennem aarene blev den ene byg
ning efter den anden opført, saa der i 1892, da
seminaret flyttedes, var 22 træbygninger med en
assurancesum av omkring 100 000 kr. Der blev
ogsaa gjort meget til stedets forskjønnelse. Hver
lærerbolig hadde sit særskilte haveanlæg. En
større seminarhave blev ogsaa anlagt. Træplant
ninger foretokes. Veier og smaa parker anlagdes.
Samtidig med denne ytre vekst gik der umiskjen
delig for sig en sterk indre vekst: Elevantallet
tiltok aar for aar; der blev flere lærere, og under
visningen kom snart ut av de famlende forsøk
der gjerne hefter ved enhver ny og uprøvet gjer
ning. Undervisningen antok snart mere faste
former, der var saaledes tillempet, at de kunde
tjene til retledning nåar elevene som lærere selv
skulde ta fat paa skolearbeidet. Man løsrev sig
mere og mere fra avhængigheten av de tyske for
billeder og lærte litt efter litt at staa paa egne
ben. Der kom etterhvert større tryghet og ro
over arbeidet, og elevene befandt sig vel derunder.
Klæbu-seminaristene var høit anskrevne og meget
ettersøkte utover landet. Og der blev mange av

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>