Til dem, som forkynner eller lærer i det norske mål / 13 (1887) Author: Bjørnstjerne Bjørnson With: Knud Knudsen Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Bondemålstrævet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

II.

Bondemålstrævet.

(Dagbladet 8. mai 1887.)

——

1.

Som ung man sat jeg og lydde på
hardanger-felens ballinger, slåtter og gangere med dyp vemod;
det gik mig, som når jeg læste sagaerne,
kæmpeviserne, eventyrene eller færdedes blant folket, at
det så ofte klagede i mig over, hvad vi hadde tapt.
Jeg sat der og lydde og så den overgrodde kirken,
en skytter fant ved at hans pil traf klokken, så
det tonte utover de snelagte åser fra det glemte.
Eller jeg syntes, jeg lå over båt-rælingen og stirte
neri sjøen efter storklokken, som sank der, dengang
ilenden vilde flytte den; storklokken var den
herligste, nogen hadde hørt; men den vilde ikke bort,
ej heller vilde den op igen. Jeg kænte det som
sunket, vort gamle liv med sin hjemlige skønhed.

Og da svor det i mig, at det skulde op igen,
— og som jeg, så kammeraterne.

Men jeg husker så tydelig, at hværgang hvisket
det i mig: altsammen kan vel ikke komme op igen ?

Dengang hadde jeg ikke rejst, og jeg kænte
ikke til, at slik sitter den ævnerikere del af
ungdommen i de fleste land; — for de fleste har noget,
de har tapt, og altid synes netop dette det herligste.
Vi har alle en drift i os til at lægge paradiset bak

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>