Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie Bog - III. Kvasimodos Verden - IV. Hunden og dens Herre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
pels Gud; Middelalderen vilde have antaget ham for
en Dæmon. Han var Kirkens Sjæl; og det var
han i den Grad for dem, der vidste, at Kvasimodo
har været til, at Kirken nu forekommer dem forladt,
livløs og død. Dette umaadelige Legeme er tomt, det
er en Benrad, og Aanden har forladt Legemet; man
ser dets Plads, intet videre. Det er som et Død-
ningehoved, hvori der endnu er Øjenhuler, men ikke
noget Blik.
FJERDE KAPITEL.
Hunden og dens Herre.
Til Trods for sit Menneskehad, var der dog et
menneskeligt Væsen, som Kvasimodo ikke alene ikke
hadede, men som han endog elskede, ja maaske endog
i endnu højere Grad end sin Kirke; det var Claude
Frollo.
Sagen var ganske simpel. Claude Frollo havde
taget sig af ham, adopteret ham, opdraget ham. Da
han var hile, plejede han at søge sin Tilflugt ved
Claude Frollos Knæ, naar Hundene eller Drengene
forfulgte ham. Claude Frollo havde lært ham at tale,
læse og skrive. Claude Frollo havde gjort ham til
Klokker; og at give Kvasimodo den store Klokke til
Ægte, det var det samme, som at give Julie til
Romeo.
Kvasimodos Erkendtlighed var dyb, lidenskabelig,
uden Grænser. Endskønt hans Adoptivfaders An-
sigt ofte var strengt og overtrukket med Skyer, end-
skønt hans Tale ofte var kort, haard og bydende,
fornægtede Kvasimodo dog ikke et Øjeblik denne Er-
kendtlighed. Ærkedegnen havde i ham den ydmygste
Slave, den føjeligste Tjener, den aarvaagneste Lænke-
hund, som kunde tænkes. Da den stakkels Klokker
Victor Hugo: Notre Dame Kirken, 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
