Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. En Brudenat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83 ^sr
Zigøinerskens Kjoleliv gled imellem
Hænderne paa ham som et Aaleskind. Hun for med
et Sæt hen i den anden Ende af Værelset,
bukkede sig ned og reiste sig atter op med en liden
Dolk i Haanden, inden Gringoire havde faat Tid
til blot saa meget som at se, hvor denne Dolk
kom fra. Opbragt og stolt, med svulmende
Læ-her og udspilede Næsebor, med Kinder saa røde
som et Vinteræble og med lynende Øine stod
hun for ham, og samtidig stillede den lille hvide
Gjed sig op foran hende og gjorde krigersk
Front imod ham med sine smukke forgyldte og
meget spidse Horn. Alt dette var et Øiebliks
Værk.
Guldsmeden blev til Hveps og var parat til
at stikke.
Vor Filosof blev bestyrtet staaende, idet han
skiftevis lod sine dumme Øine vandre fra Gjeden
til den unge Pige og omvendt. »Hellige Jomfru !c
sa han, da han endelig fik Mælet igjen, »det
kan man kalde to mandhaftige Fruentimmer!«
Zigøinersken tog nu ogsaa Ordet.
»Du maa være en ordentlig fræk Slyngel,«
sa hun.
»Om Forladelse, Jomfru,« sa Gringoire
smilende, »men hvorfor bar I da tat mig til Mand?«
»Skulde jeg da ladet dig hænge?«
»I har altsaa ikke tænkt paa andet end paa
at redde mig fra Galgen, da I tog mig tilægte?«
sa Digteren en Smule skuffet i sine elskovsfulde
Forhaabninger.
»Hvad skulde jeg ellers ha tænkt paa?«
Gringoire bed sig i Læberne. »Naa,« sa
han, »jeg er endnu ikke saa seirrig i Kupido,
som jeg troede. Men hvorfor skulde den
stak-kars Krukke slaas istykker?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
