- Project Runeberg -  Notre-Dame /
104

(1901) [MARC] Author: Victor Hugo
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Notre-Dame Kirkens Sjæl

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

r- 104 —

tie ganske stille, og denne Taushed brud hau
kun, naar han var alene. Han bandt frivillig
det Tungebaand, som Claude Frollo havde havt
saa megen Uleilighed med at løse. Dera! kom
det, at naar Nødvendigheden tvang ham til at
tale, var hane Tunge stiv og tung at bevæge
som en Dør, hvis Hængsler er rustne. /

Den første Følge af denne ulykkelige
Tilstand var, at hans Blik pa* Tingene forvirredes.
Han modtog næsten intet umiddelbart Indtryk
af dem. Yderverdenen forekom ham meges
længere borte, end den forekommer os. i

Den anden Virkning af hans Ulykke var,
at han blev ondskabsfuld.

Han var i Virkeligheden ondskabsfuld, fordi
han var vild, og han var vild, fordi han var
hæslig. Men forøvrigt maa man la ham
vederfares den Retfærdighed at ai, at hans Ondskab
æa&ske ikke var medfødt. Lige fra det første
Skridt, han gjorde blandt Menneskene, havde
han følt, senere havde han set, at han blev
haanet, spottet og puffet tilside. Menneskeordet
havde for ham altid været Haan eller
Forbandelse. Da han blev voksen, mærksde han ikke
til andet end Had omkring sig Han greb det,
han tilegnede sig den almindelige Ondskab.
Han tog det Vaaben, man havde saaret
bam med.

Han vendte sig i det hele tat kun nødig
lii Menneskene; hans Domkirke var ham nok,
og hvad han elskede høiere end alt andet f
denne moderlige Bygning, hvad der vakte hang
Sjæl og lik den til at udfolde sine stakkars
Vinger, hvad der undertiden gjorde ham
lykkelig, var Klokkerne. Han elskede de#j,
kjærtegnede dem, talte til dem og forstod dem. Det
var de Klokker, som havde gjojt haoa døv, men

a

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 21 11:24:52 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/notredame/0106.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free