- Project Runeberg -  Notre-Dame /
143

(1901) [MARC] Author: Victor Hugo
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. En Historie om en Maiskage

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

143 -s»

ad Gittervinduet i Kottehullet uden at røre
gig og uden at trække Pusten. Cellen var trang,
mere bred end dyb, den var spidsbuehvælvet og
saa indvendig ud som Pullen af en stor
Bispehue. Paa den bare Stenflise, som dannede
Gulvet, sad en Kvinde og krøb sammen i en Krog.
Hun støttede Hagen paa sine Knær, som hun
af al Magt pressede op imod Brystet med sine
korslagte Arme. Som hun saaledes sad der
sammensunket i sig selv, klædt i en brun Sæk,
som helt indhyllede hende med sine brede
Folder, med det lange, graa Haar slaat ud, saa det
faldt ned over hendes Ansigt og bedækkede
hendes Ben helt ned til Fødderne, tog hun sig
ved første Øiekast ud som en sælsom Skikkelse,
der hævede sig frem fra Cellens mørke Baggrund,
8om en Slags sort Trekant, som Dagslyset, der
faldt ind gjennem Vinduet, skar i to Halvdele,
der traadte skarpt ud fra hinanden, den ene
belyst og den anden mørk.

Denne Skikkelse, som man kunde tro sad
fast i Stengulvet, syntes hverken at røre sig, at
tænke eller at trække Veiret. Skjønt hun laa
der paa det bare Stengulv i Januar Maaned kun
hyllet i en tynd Lærredssæk, uden Ild at varme
sig ved, i et Fængsel, hvis skraa Lufthul kun
lod Nordenviuden og aldrig en Solstraale trænge
ind til hende, syntes hun ikke at lide derved,
ja ikke engang at mærke det. Hendes Hænder
var foldede, Øinene stod stive i Hodet paa hende,
mens hendes blaa Læber af og til aabnede sig
til et Aandedræt og skalv, men saa dødt, saa
mekanisk, som Bladene spredes af Vinden.

Hendes glansløse Øine udslyngede et Blik,
et ubeskriveligt Blik, et dybt, mørkt,
uforstyrreligt Blik, der ufravendt var rettet mod en Krog
af Cellen, som man ikke kunde se udenfra, e*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:14:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/notredame/0145.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free