Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. ’AΝΆΓΚΗ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 190 -^i-
nordre Taarn, og nogle Øieblikke efter, at han
var kommet forbi Klokkeburet, stødte han paa
en liden Afsats, som var anbragt i en
Fcrdyb-ning i Væggen; under Hvælvingen var der en
liden spidsbuet Dør. Ved det Lys, som faldt
ind gjennem et Hul i Trappens kredsrunde Væg,
kunde han skimte en umaadelig Laas og
mægtige Jernbeslag.
- »Uf,« sa Studenten, »her er det uden Tvil.«
Nøglen stod i Laasen. Døren stod paa
Klem. Han stødte den sagte op og ståk Hodet
ind gjennem Aabningen.
Det Syn, som frembød sig for ham, lignede
meget de sædvanlige Afbildninger af Doktor
Fausts Celle. Det var ogsaa et skummelt og
halvmørkt Hul. Der var ogsaa en stor Lænestol
og et stort Bord, Kompasser, Destillerkobler,
Dyreskeletter, som hang i Loftet, en
Himmelglobus paa Gulvet, Hestehoder hulter til bulter
imellem Glaskugler, i hvilke der sitrede
Guld-blade, Dødningehoder, som stod paa Papirer
be-malte med Tegn og Bogstaver, Haandskrifter,
som var dynget aabne ovenpaa hverandre uden
Hensyn til Pergamentbladenes skjøre Hjørner,
kort sagt, alt det Skrammel Videnskaben fører
med sig, og over hele denne Dynge Støv og
Edderkoppespind allevegne.
I Lænestolen sad en Mand bøiet over
Bordet. Han vendte Ryggen til Jean, saa denne
bare kunde se hans Ryg og hans Nakke, men
det var ikke vanskeligt for ham at gjenkjende
dette skaldede Hode, som Naturen havde git en
evig Tonsur, som om den ved dette udvortes
Tegn vilde antyde Domprovsten« uimodstaaelige
Kald til Kirken.
Jean gjenkjendte altsaa sin Bror, men han
hflvje aabnet Vøxea sagte, at Claude ingen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
