Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Paa Pinebænken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 249 —
svagt <cr, at maa ikke kunde se Salens Vægge.
Mørket’ indhyllede alt som i en Taage, gjennem
hvilken nogle sløve Dommeransigter med Nød
os; Neppe skimtedes. Ligeoverfor dem, ved Enden
af den lange Sal, saaes et hvidt Punkt tegne sig
imod den mørke Baggrund. Det var den
Anklagede.
Hun havde slæbt sig hen til sin Plads. Da
Charmolue med den Højtidelighed, som sømmer
sig for en Øvrighedsperson, var naat hen til
ein Plads, satte han sig, reiste sig derpaa igjen
og sa, uden i altfor høi Grad at la sig mærke
med, hvor forfængelig han var af sit Held:
>Den Anklagede har tilstaat alt.«
»Zigøinerpige,« sa Præsidenten, »I har
tilstaat alle Eders Trolddomskunster, Edeis Utugt
og Mordet paa Føbus de Cbåteaupers ?«
Hendes Hjerte sammensnøredes. Man hørte
hende hulke i Mørket.
»Alt, hvad 1 vil,« svarede hun med svag
Stemme; »men dræb mig hurtig.«
»Hr. Prokurator ved Kirkeretten,« sa
Præsidenten. »Retten er rede til at høre, hvad I
har at andrage.«
Mester Charmolue fremtog et tykt Hefte og
gav sig til med en Mængde Fagter at oplæse en
latinsk Tale i hvilken alle Beviser i Sagen var
stablet. Taleren serverede den med umaadelig
Iver. Han var ikke kommet igjennem
Indledningen, før Sveden stod ud af Panden og Øinene
ud af Hodet paa ham. Pludselig brød han af
midt i en Sætning, og hans Øine, som
sædvanligvis var blide nok, ja endogsaa temmelig
dumme, lynede.
»Mine Herrer,« udbrød han — denne Gang
paa Fransk, thi det stod ikV i Heftet—, »Satan
Vivjdrt Ai u,»o; Noü’e-iwue.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
