Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIII. „Lader ethvert Haab fare —“ - XXXIV. Moren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—• 269 —
Hua segnede om med Ansigtet mod Jorden,
og den eneste Lyd, som hørtes i Fængslet, var
den sukkende Lyd af Vanddraabe«, der fik
Dammen til at sitre i Mørket.
XXXIV.
Moren,
Der gis vel intet mere straalende fornøiet
i Verden end de Tanker, som opstaar i en Mors
’ Hjerte ved Synet af hendes Barns lille Sko, især
naar det er en Stassko, en Søndagssko eller en
Daabssko, en Sko, som er broderet helt ud paa
Saalen, en Sko, som Barnet endnu ikke har
gjort et eneste Sklidt med. Den er saa sød og
saa liden, en slig Sko, det er saa umuligt for
den at gaa, at det er for Moren, som om hun
saa sit Bain selv. Hun smiler til den, hun
kysser til den, hun taler til den; hun spørger
sig selv, om det virkelig er muligt, at en Fod
kan være saa liden, og er Barnet fraværende,
er den smukke lille Sko nok til at mane Billedet
»f det sarte, skrøbelige lille Væsen frem hos
hende. Hun tror at se det, hun ser det
lyslevende, glad og fornøiet med de spæde Hænder,
iet runde Hode, de rene Læber, det klare Øie,
i hvilket det Hvide er blaat. Er det Vinter,
sravler det omkring paa Tæppet, kryber med
Victor Hugo; Notre-Dame.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
