Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVI. Feber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ist 299 —
»Kaada,« sa han, »der har vi en, som har
muntret sig ordentlig idag!«
Han stødte med Foden til Hr. Claude, som
holdt Veiret.
»Døddrukken!« sa Jehan. »Naa, han har
faat nok! Det er en ordentlig Igle, som netop
har sluppet Tønden. Han er skaldet,« tilføiede
han, idet han bukkede sig ned; »det er en
gammel Fyr ! Lykkelige Olding ! «
Derpaa hørte Hr. Claude ham gaa bert,
idet han sa:
»Det er lige fedt. Fornuften er en skjøn
Ting, og min Bror Domprovsten er saare
lykkelig, siden han baade har Fornuft og Mynt.«
Domprovsten reiste sig og løb uden at stanse
en eneste Gang til Notre-Dame, hvis mægtige
Taarne han saa rage op over Husene i Mørket.
Klosterporten var lukket, men han havde Nøglen
feil Taarnet, hvor han havde sit Laboratorium,
hos sig. Han gik ind i Kirken.
Der var mørkt og stille i Kirken som i en
Grav. Det store Sølv-Krucifiks funklede i
Mørket oversaaet med skinnende Punkter som en
Melkevei i denne Gravnat. Af Korets høie
Vinduer saa man over Forhængene det øverste af
deres spidse Buer, gjennem hvis Ruder Maanen
kastede en Straale, som kun oplyste dem med
Nattens usikre Halvlys, et violet, hvidt og
blaa-Sgt Skjær som det, Døden breder over et
Menneskes Ansigt. Da Domprovsten saa disse matte
Buespidser rundt omkring Koret, forekom det
ham, som det var fordømte Bispers Mitraer, han
saa. Han lukkede Øinene, og da han aabnede
E^m igjen, syntes han, at der var en Kreds af
blege Ansigter, som stirrede paa ham.
IJan gav sig til at løbe gjennem Kirken.
Det bJ[|S itøm for, som Kirken ogsaa vaklede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
