Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVII. Pukkelrygget, enøiet og halt - XXXVIII. Døv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 307 ’
Folk, og som nu havde ligget ved hendes Fødder
og ødslét sine Kjærtegn paa hende i næsten en
Time uden at opnaa saameget som et Blik.
Zigøinersken bedækkede den med Kys. »Aa,
Øjali,« sa hun, »hvor har jeg kunnet glemme
dig ? Pu tænker dog altid paa mig. Aa, du er
ikke utaknemlig!« Og i det samme var det, som
om en usynlig Haand borttog den Vægt, som
saalænge havde holdt hendes Taarer tilbage i
hendes Hjerte; hun kom til at græde, og alt
som hendes Taarer randt, følte hun, hvorledes
Smerten tabte sin værste Braad og Bitterhed.
Da det blev Aften, fandt hun, at
Maane-skinnet var saa smukt, at hun gik gjennem det
høie Galleri, som løber rundt om Kirken. Hun
følte nogen Lindring derved, for Jorden forekom
hende saa rolig, set fra denne Høide.
XXXVIII.
Døv.
Da hun næste Morgen vaagnede, mærkede
hun, at hun havde sovet. Det overraskede
hende. Det var saa længe siden, hun sist havde
sovet, at hun var blit afvant med det. Den
op-gaaende Sol sendte en fornøielig Straale ind
gjennem hendes Vindu, lige i Ansigtet paq
hende. Samtidig med Solen saa hun imidlçrtj^J
no^ sj^t ved Vinduet, qyp gjorde hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
