- Project Runeberg -  Notre-Dame /
317

(1901) [MARC] Author: Victor Hugo
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIX. Sandsten og Krystal

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

— 317

efter dem. Det var en Mand og en Kvinde,
Det lyktes kun med Møie Quasiinodo i Manden
at gjenkjende den smukke Kaptein og i Kvinden
den unge Dame, han om Morgenen havde set
hilse paa Officeren fra Balkonen. Der var
bælgmørkt, og et dobbelt skarlagenrødt Forhæng, som
blev trukket for Døren samtidig med, at den
blev lukket, hindrede Lyset inde fra Værelset i
at trænge derud.

Den unge Mand og den unge Pige syntes,
saa vidt vor Døve, som ikke forstod et eneste
Ord af, hvad de sa, kunde skjønne, at
fordybe sig i en meget øm Samtale. Det lod ti?,
at den unge Pige havde git Officeren Lov til at
slaa Armene om hendes Liv, og at hun bare
gjorde svag Modstand imod, at han kyssede
hende.

Quasimodo var nede fra sin Plads Vidne
til dette Optrin, som tog sig saa meget
smukkere ud, som det ikke var bestemt til at ses.
Det var med bitre Følelser han saa paa denne
Lykke og Skjønhed. Naar alt kom til alt, vai
Naturen ingenlunde stum i den stakkars Djævef,
og hvor forvreden hans Rygrad end var, var der
ikke mindre Liv i den end i ethvert andet
Menneskes. Han tænkte paa den usle Lod, Forsynet
havde tildelt ham, paa, at Kvinden, Kjærligheden
og dens Vellyst evig vilde glide ham forbi, og
paa, at han aldrig vilde opnaa andet end at se
paa andres Lykke. Men hvad der skar ham
mest i Hjertet ved dette Syn, hvad der blandede
hans personlige Ærgrelse med Harme, var Tanken
em, hvad Zigøinersken vilde lide, ifald hun saa
iet. Men Esmeralda var meget langt borte, og
äet var akkurat, at han sely kunde skjelne det
forelskede Par paa Balkonen. Det trøstede ham.

Victor Hugo: Notøe-Dacae.

79

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 21 11:24:52 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/notredame/0319.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free