- Project Runeberg -  Novelletter /
16

(1889) [MARC] Author: Alexander L. Kielland
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

16
ker sine Ddelaggelser med de glatte, smukke Blade. Og
Menneskene smile med glatte Ansigter, idet de lade, forn om
de ikke vide, at de vandre omkring mellem Ruiner med
Epheu over. —
Midt i det aabne Lysthus sidder en ung Pige paa en
Straastol; begge hendes Hauder hvile i Skjedet. Hun
sidder med beiet Hoved og et forunderligt Udtryk i det
smukke Ansigt. Det er ikke saameget Krcenkelse eller Vrede,
endmindre almindeligt Surmulen, der taler ud af disse
Tråk ; det er snarere en uhyre, bitter Skuffelse. Hun ser
ud, som om hun var ifard med at miste noget uden at eie
Kraft til at holde fast, — forn om noget visnede for
hende.
Han, der stetter sig til hendes Stol med den ene Haand,
begynder at forståa, at Situationen er alvorligere end han
tankte. Han har forsegt alle Midler, for at faa den op
rindelig saa übetydelige Strid bilagt og glemt : han har talt
Fornuft, han har prpvet Speg; han har bedet om Tilgi
velse, gjort sig saa ydmyg — kanste mere end han har ment
— men alt forgjaoes. Intet synes istand til at rive hende
ud af den halvdede Stemning, hvori hun er fangen.
Derfor er det med et Udtryk af LEngstelse, at hcm beier
sig ned mod hende :
"Men du ved dog, at igrunden holde vi begge saa
meget af hinanden."
"Hvorfor blive vi da faa let Uvenner, og hvorfor ere vi
faa bitre og onde mod hinanden?"
"Men, Kjare! det Hele var jo fra ferst af en ren
Übetydelighet»."
"Netop derfor! — husker du, hvad vi have sagt hin
anden? hvorledes vi kappedes om at sinde de Ord, vi vidste,
vilde vare de mest snarende. O— at lanke sig, at vi be
nytte vort Kjendstab til hinanden for at udsinde de emmeste

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:15:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/novellett/0022.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free