- Project Runeberg -  Novelletter /
32

(1889) [MARC] Author: Alexander L. Kielland
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

32
Phere, sSm man i det heieste kan taale hos sine egne
Vern.
Dag ud og Dag ind gik hendes Liv under stadig Slid ;
mangengang, nåar hun maatte here sin Mand klage over,
hvor haardt han arbeidede, tenkte hun med etslags Trods:
Jeg gad vide, hvem der har det tungeste Arbeide af os?
I en Henseende var hun lykkeligere end sin Mand.
Hun havde ingen Anelse om Filosofi, og nåar hun kunde
stjele sig til et lidet, roligt Dieblik, foråt fordybe sig i sig
selv, ferdedes hun paa helt andre Veie end den arme Filosof.
Hun havde intet Sslvtei at pudfe, ingen Guldstads,
hun kunde tåge frem og pynte sig med. Men i Hjertets
inderste Krog gjemte hun alle Minderne fra det ferste Aar
af hendes Wgtestab, fra dette eventyrlige lubelaar. Og
hun pudsede dem — disfe Minder; hun holdt dem faa
blanke, at de skinnede klarere for hvert Aar, som gik.
Men nåar den trette og forgremmede Husmoder i al
Hemmelighed smykkede sig med disse Herligheder, var det
dog ikke saa, at de formanede at kaste nogen Glands over
hendes nuverende Liv. ’Hun var sig neppe bevidst nogen
Sammenheng mellem den gullokkede Engel med rede Sil
kebaand og den lille femaars Gut, der laa og grov i det
merke Gaarsrum. Disse pieblikke rev hende ud af al
Sammenheng, det var som en Opiumsrus.
Naar der faa blev raabt paa hende etsteds fra i Huset,
eller et af Vernene blev bragt breiende ind fra Gaten
med en stor Kugle i Panden, skjulte hun i Hast sine Skatte,
og med sit sedvanlige Udtryk af haablss Trethed, lod hun
sig atter gribe af sine utallige Pligter og Sorger.
— Saaledes var det gaaet dette Wgtestab, og saaledes
arbeidede disse Mgtefolk sig fremad. De tral begge det
samme tunge Les ; men tral de sammen ? — Det er trist,
men det er fandt: nåar Krybben er tom, bides Hestene. —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:15:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/novellett/0038.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free