Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
Ingen svarede, heldt man op at sperge: man har faameget
andet at tenke paa i Paris.
Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den
paa samme Maade som vi have glemt Roserne, Silkebaan
dene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig
tenke paa dem. De ligge nedlaasede ien Skuffe, forn vi
aldrig navne. Og dog —hender det en enkelt Gang, at vi
kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe, da vilde vi siras:
merke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det
allermindste Baand. Thi vi huste det altsammen paa en
Prik : Minderne ligge der lige friste — lige sede og lige
bittre.
Saaledes havde hun glemt sin Fortid ; laafet den ned
og kastet Neglen fra sig.
Men om Natten dremte hun undertiden skrekkelige
Ting. Hun felte atter, hvorledes den gamle Her, hos hvem
hun havde boet, rustede hende i Skulderen for at jage hende
afsted i den kolde Morgen til Madammen med Balblom
sterne.
Da for hun op i Sengen og stirrede ud i Merket i den
deteligste Angst. Men san felte hun paa Silketeppet og de
blede Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa
hendes pregtige Seng; og idet smaa sevnige Englebern
langsomt tråk det tunge Dremmeteppe tilside, ned hun i
fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi
fele, nåar vi opdage, at en ond og heslig Drsm kun var en
Drem.
Lenet tilbage i de blede Hynder kjerte hun til det store
Bal hos ten russiske Ambassadeur. Jo nermere man kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
