Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En vakker aprilmorgen stod Petersen i sit vindt} oppe
paa raadliuset og saa ud paa parken, som laa og suged til
sig vaarsolen; paa bænken bag ham sad politibetjent Nilsen
og gamle Torger Klep, vægteren.
Det kommer noget hvidt forsigtig frem under hækken.
Det er en høne.
Som grebet af en ængstelig forudanelse blev den
staaende med det ene ben i luften og kasted, med hovedet
paa siden, et prøvende blik op mod vinduet. «Aa kjære,
det er jo Petersen!» dermed spreder den sin klo gratiøst
ned paa gruset og seiler ind i parken. Straks kom det en
fire-fem efter.
«Kan De, Nilsen, sige mig, hvem disse skabninger
tilhører?» spurte Petersen med dæmpet stemme og satte
lorgnetten paa næsen.
«Det er fogdens, det, herr poltimester; det er af dem
kinesiske, dem kalder.»
«Hm, fogdens, — kanske vi da bør vente, til — »
«Nei, det er naa inte hasses, det da,» faldt gamle
Torger ind, «det er akkerat Andersens paa torvet, er det; jeg
kjender dem; for datter mi har samre slaget.»
Da greb Petersen sin guldsnorede hue, knapped jakken
helt op og sa:
«Herskal engang statueres et eksempel. Vi maa have
fat paa disse høns; følg mig!»
Politiet satte sig i. bevægelse; men misdæderne var
rappe i vendingen, og Petersen indsaa,^ at jagten vilde blive
vanskeligere, end han havde tænkt.
Da fik han en idé. Petersen havde megen læsning;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
