Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Huslighed før og nu (af M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvor; vittige hocler, hvis lystige historier endim fortælles ; theologiske
kandidater med kjæresten hele den lange vei hægtet ved armen som
en liængelaas; en musikalsk størrelse, som paa fløite akkompagnerte
den sentimentale del af selskabet, nåar de henad veien gil? og sang
Ingemanns og Bays romancer: „Smilende haab", „Du, som svøbt",
„Horats og Lydia" o. s. v. De forskjællige grupper samled sig tilslut
paa hvilepladsen omkring madkurvene.
Herrerne strakte sig i græsset, damerne var „huslige", skar for,
skjænked i og varted op. „Janna, gi mig en dram". Og Janna, kjæ
resten, indbegreb af al kvindelighed, med svømmende blåa øine og et
smil saa stramt og bekymret, saa det ligned en grimase: „Skal du ha
mer nu da, Didrik min?" Jo da, Didrik drammed til de blasblaa
øine stod stive i hodet. Der kunde falde et høist drastisk udraab
fulgt af en paamindelse: „Bander du, nåar du er ude, du?" Det var
unge piger med patriciske fanrilienavne. Siden kom pantelege med
kys, skrig og latter. Smaapiger, som ikke vilde la sig kysse af en
halvdrukken mand, kunde faa en tiltale som: „Du er en ed
den vakreste jente, jeg har set, men bank skulde du ha", og kjæresten
la sig mellem og bad den gjenstridige: „Aa kan du ikke gjøre det".
Kvindelige aander paa 15—16 aar skilte sig i dybt nrisbag fra de
andre, vandrecl ud i skoven og udvexled bitre betragtninger over
livet. For at komme fra de stygge indtryk og paa en ligesom haand
gribelig maade tilbage til sit eget romantiske hjemland, skrev de med
blyant paa de hvide birkestammer mottoer og udvalgte tanker som
f. ex. Palludan-Miillers :
Uclaf en slig raa, gjærende og famlende blanding stiger en kvinde
lig skikkelse frem for erindringen. Den er saa skjøn, saa eiendommelig,
det maa regnes for et tab, at kunsten ikke har grebet den i rette tid
og git den en uforgjængelig form. Høi og stille som en statue, min
dede Camilla Collet ved sin fremtræden orn et natursyn, om lette
morgentaager glidende henad fjeldet, om maaneskin sagte spillende
paa våndet. Endnu vidste ingen, at bag det drømmende, vemodig
tilslørede blik og det flygtige, næsten smertelige smil, bode en fin og
skarp iagttagelse, en humoristisk opfatning. En Egeria, ikke søgt ved
kilden under svalende løvhæng, men manet ind paa arenaen, hvor det
unge bævende hjerte maatte opfange de skjærende vaaben, der fløi
tæt og hvast fra begge sider. Intet under derfor, at hun først og
fremst er bleven den kvindelige følelses geniale talsmand. „Det tun
geste paa jorden, et ensomt, stolt, saaret kvindehjerte", har Camilla
Det var ikke muligt at mene det alvorligere.
Forsage, det er læren kim ; forsage
er al vor visdom, livets hele frugt, o. s. v.
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
