Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - Diskussion (af —o.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
henrykkelsen, synet droges opad, udover et fjernt land, ikke vidste
hun hvor, men det var der, det drog og vinked. Bevidstheden fik
mere at vaage over, hvorledes foden sattes frem, hvorledes hver be
vægelse føied sig efter den indre lov, som ikke var givet og lært, men
fundet skabt. Sangen laa hende nær og var hendes sprog, ellers var
de mange mennesker og de mange ord hende iveien og overflødige,
jorden var hendes, hun vilde eie den alene, og der var bare ét ord
i sproget, hun rigtig havde tilegnet sig, det lille ord er, det var midt
punktet, hendes indre fæsted sig om, det kan godt siges, hun svor til
det. Havde nogen sagt : det du fryder dig ved, er din egen tilværelse, ung
dommen, skjønheden, vilde hun fundet, det var en flau forklaring.
Hendes lykke maatte være noget, som svarte til det lille ord, altsaa
noget stort udenfor hende seiv. Saaledes følte hun det, der var hverken
ord eller tanker, kun væsen. Men som tiden gik, blev det anderledes,
henrykkelsen blev til rædsel i den store, tause tomhed, den som er.
Og endelig pinte det angstfulde spørsmaal sig frem: er jeg det eneste,
som lever? Da blev hun opmærksom og saa sig om. Her var livet,
og det maatte kunne findes, eller rettere sagt, det maatte finde hende.
Det gjaldt at berede sig, staa færdig, la den indre skabte lov raade
og gjennemtrænge alt fra inderste hjertefold til yderste kjoleflig
Men saa kom den store forundring. Det saa ikke ud, som om det,
der søgtes, var det skabte, det som er, heller ikke det, som gjennem
naturlig udfoldelse var vundet, det var tvertom det, som hun for
agted, forsmaade. Og skabe sig seiv kunde hun ikke. Dommen over
hende lød: hun er skarp. Hun! som af instinkt fjerned alt, der
kunde skygge for modtageligheden, lige til den utaalmodige uvillie
over den uvittige dom.
Og rædslen voxte ligesom længslen efter at finde det, som var
maalet, fuldendelsen, forsvar mod den store rædsel, hun søgte seiv,
og som hun søgte, begyndte hun at slaa af, føie sig
Saa langt gaar hans og hendes historie, som to ligeløbende linier.
Og hvad saa mer? blir det til den gamle mer eller mindre usle
historie, eller staar vi ved en ny forjættelsesrig begyndelse?
74
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
