Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Ogsaa en stemme i raadet fra en stemmeløs (af C. C.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og hvacl nu særlig kjønsforholdet med dets fristelser og for-,
syndelser angaar, saa er det i vore dage dobbelt vanskelig at tænke
sig den ene part i en saa ophøiet stilling til den anden, som den
apostelen foreskriver. Heller ikke tro vi, at underclanigheclsforholdet,
hvor det strængt kunde tænkes gjennemført, -vilde yde nogen synderlig
garanti mod fordærvelsen. Naturen har nu engang laget det saa, at
i den enes fald har den anden sin uafviselige del. I det spand gaar
der altid 2, og lidet vil det baade — vi har aarhunclreders erfaring
for os - at stramme tøilen og lade pisken smelde kim til den
ene side.
Det skal regnes vor tid ined al dens kvalm og forvirring til ære,
at den begynder at faa øiet op derfor, at den begynder ligeligere at
stille anklagen, stille baade den ene og den anden part under en
fællesansvarlighedens strængere lov.
Vort ritual er en overlevering fra en tid, da denne erkjendelse
endnu ikke var vakt, neppe kunde tænkes. Det skriver sig, hvis vi
ikke tar feil, fra en vis streng pietistisk kongetid under vor förening
med Danmark, af hvem vi da har arvet det, som en lidet opbyggelig
levning fra enevoldstiden. Vore to nordiske riger er nok ogsaa ene
om at dele denne skat; jeg tror ikke den er kjendt i noget andet
kristeligt europæisk samfund. Det svenske ritual er, som bemærket,
særdeles smukt.
Det er underligt nok. Fra jeg var ganske liden, og skulde
med i kirken „for at se paa brura", slog den tiltale, som denne fik
mig med noget pinligt, jeg ikke kunde forklare. Enhver virkelig
nobelsindet mand, der staar for alteret, vil ogsaa fincle sig ilde berørt
af dette bud, der overgir ham den, han har valgt som sin jevn
byrdige, til fælles trøst og støtte paa livets trange vei, den, som han
før vilde se op til, som noget høiere og bedre end ham seiv, som en
villieløs slavinde.
Og nu de tusinder, der ikke kan kaldes nobelsindede, der huser
i sig alle betingelser for at lade den forfærdelige overmagt, der her i
guds navn tilkjendes ham, manifestere sig i de raaeste mishandlinger
skulde det ikke for saadannes skyld alene være værdt at skride til
en grundig omordning af vort vielsesritual? . . .*)
O mine herrer høiærværdigheder ! skulde I siet ikke kjende til
nogle forpinte, forgræmmede væsener, som kommer og søger „trøst og
beskyttelse hos han far ..." for naa blir det for galt!" Skulde I
ikke kjende en og anden af disse stakler igjen? Tænk Jer lidt om!
) Det hænder ikke sjelden at saaclanne for retten tiltalte pukker paa den ret, der
her forrnentlig er givet dem.
262
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
