Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Amerikanske kvindeslaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sy op til 10 jakker om dagen, min Gretchen og jeg, men det er saa
kort tid, vi kan arbeide paa dem. Sæsonen er sex uger kanske
op til to maaneder, og saa er det undertøi, til vaarjakkerne kommer.
Vi spiser ingen varm mad. De ser livad vi har idag brød og ost
og øl. Vi staar og spiser, det sparer tid. Ti pakker kan Gretchen
og jeg gjøre paa en dag, men vi syr altid, gaar aldrig ud. Det er 14
timer hver dag, ja mange gange 16 vi arbeider og arbeider. Saa
kaster vi os paa sengen og sover, og nåar vi saa vaagner, saa er det
at begynde igjen. Og jeg maa stanse et øieblik, ikke længe, men et
øieblik, for min ryg værker saa, saa jeg falder ned paa sengen og
siger: Ak Gud er det at leve at arbeide saa i det frie Amerika! men
han er altid syg manden min, seiv om han ler. Han siger, han maa
le for to, fordi jeg kan ikke. Nåar sæsonen er over, faar vi bare
undertøi, og imellem faar vi intet, fordi det er daarlige tider, og saa
gaar det lille vi har kunnet spare. Men vi har ikke endnu bedt om
hjælp og gjør det ikke, saalænge vi kan arbeide, men jeg tror jeg
snart dør, saa ondt har jeg, og hvem skal saa hjælpe hans stive fingre
til at presse, og han vil faa elet saa ondt da, seiv om han ler. Vi
kom til Amerika, fordi det skulde være beclst der, men jeg tror det
erbedst at dø, for her er altid arbeide, og ingen glæde, intet haab
og aldrig et pusterum".
Aldrig et pusterum ! Logiet ved siden af fortalte samme historie.
Der saclmor og datter og syede, mens der i sengen laa en ung pige med skin
nende øine og røde pletter paa kinderne. Tæringen vilde snart gjøre
det af med hende. Det var et af de ansigter, man ser saa ofte bag
disken i de store butikker. Fine træk, store, bløde, mørke øine;
haaret laa i en løs masse udover puden.
„Jeg forsøger at holde hende ordentlig", sagde moderen, „men
hun kan ikke bære sit håar, det tynger paa ho’det, og jeg har ikke
tid til at stelle det, uden det minut jeg ta’r mig til det om morgenen.
Det er jakker jeg nu holder paa med. Jeg kunde gaa ud om dagen
og faa arbeide, som lønned sig bedre, men der er Maggie, og jeg kan
ikke förlade hende,- skjønt Gud ved, hun har lidet godt af, at jeg er
her. Jeg forsøgte med kaaber, men de bedrog mig saa med dem.
Jeg arbeidede for S. & Co. nede paa Broadway. Betalingen var regel
mæssig, men før jeg havde arbeidet hos dem en maaned, saa jeg, at
de begyndte at gjøre ophævelser og fandt ud feil, enten der var nogen
eller ikke, og tog dem som et paaskud for ikke at betale. Og nåar
de klagede, sagde formanden: „Du behøver ikke at ta’ arbeidet, hvis
du ikke vil, der er nok af dem, som gjerne vil ha’ din plads". Hvad
kunde de andet gjøre end at holde ved? Tilsidst blev det min tur.
Han saa over alle kaaberne. „Det er daarligt arbeide", sagde han,
,.du kan ikke bctalcs for slurvet arbeide. Der er 3 dol", og det er for
275
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
