Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Stemmeret for kvinder (af Anna Rogstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om alle skatlagte og efter vor nnværende lov stemmeberettigede
kvinder udover det hele land, alle som en, negtede at betale skat,
var de sandelig i sin gode ret. Og dog maa vi bede Gud bevare os
for, at baandene skal strammes saa længe, at de engang maa springe
ved voldsomhed.
Saa dybt har love og vedtægter gjennem aarrækker, formaaet at
paatrykke mange kvinder — ja jeg siger det — trællesinclet, at ikke
sjelden den ængstlige indvending møder os fra kvinderne seiv, naar
det gaar op for dem, at stemmeret er nøglen til alle vore rettigheder:
men livor er saa grænserne, naar alle skranker falder, naar kvinder
paa alle hold strømmer ind paa mænds omraader? Grænser, skranker,
omraader, der er netop de rette benævnelser. Men hvem har op
trukket grænserne, hvein har muret skrankerne, hvem har lovhjemlet
omraaderne, enemerkerne? Er det ikke menneskeverk altsammen?
Det er sandelig ikke guddommelige anordninger. Yi ved det. Og
naar vi alene kræver for os individets ret til anvendelse og udfoldelse
af de evner og kræfter, som det er os en pligt at nytte som det pund,
Gud har givet os, det, vi ikke har lov til at grave ned, — behøver
man sandelig ingen frygt at have, foråt vi skal overskride grænserne.
Naturen sørger for disse, for skrankerne, eller hvad det nu heder.
Ingen kan lægge en alen til sin vekst.
Dog, det er ikke nødvendigt her at gaa videre ind paa udvik
linger af vor sags retfærdighed. Vor fordring paa stemmeret bun der
midt i det daglige stræv. Yi gaar ikke et’ skridt, uden at kravet
træder os imøde. Det skriger op omkring os, hvor vi tager fat.
Det raaber paa retfærdigheden, paa nødvendigheden af at blive til
fredsstillet og det straks.
Lad os se os lidt om. Hvor var kvinderne nu, da formuesfor
holdet mellem ægtefæller blev behandlet i storthinget? De, som kom
længst, var vel paa galleriet. Det er den pinebænk, om man vil, som
vi faar lov til at indtage, naar vor velfærd skal afgjøres. Længere
kommer vi ikke. Vistnok blev der i denne sag indrømmet os noget:
hustruen blev myndiggjort, som det heder. Dog, saa særdeles meget
har dette ikke at betyde, naar man ser loven lidt nærmere efter.
Det bliver omtrent ved det gamle. Normen for, hvad en lov kan
paabyde i dette forhold, vovede justi-tskomitéens lovudkast ikke af
opstille, særeie nemlig. Det var ikke tilraadeligt at indføre særeie,
naar formandskaberne for størsteparten landet rundt udtalte sig deri
mod, mente man. Hvem er formandskaberne? Naturligvis rnænd.
Og hvem havde man glemt at spørge? Selvfølgelig kvinderne. Vær
forvissede om, m. tilli. at havde der nede i salen ogsaa siddet kvinder
som repræsentanter, de vilde der paa stedet have fremtvunget, at der
var blevet spurgt om igjen ud over landet, saaledes at kvinderne og-
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
