Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste April - Drømme i ørkenen (ved Arne Dybfest)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bendes aarer svulmede og jeg raabte: „Hun er paa vei til at
staa op!“
Men kun bendes ben bavde bævet sig, og bun laa stille, hvor
lnin var. Men sit hoved holdt bun hævet og sænkede det ikke mer.
Han ved min side sa: „Hun er meget svag. Se, bendes ben
har længe været døde.“
Jeg saa skikkelsen kjæmpe; sveddraaber perlede af hende
Og jeg sa: „Han, som staar ved hendes side, bjælper da visse
ligen ? :<
Og han svarede: ,,Han kan ikke hjælpe hende; bun maa bjælpe
sig seiv. Lad hende kjæmpe, til hun blir stærk.“
Og jeg raabte: „Han vil da idetmindste ikke hindre hende!
Se, han bevæger sig fra bende og stramrner baandet mellem dem og
trækker hende ned.“
Og han svarede: „Han forstaar det ikke. Naar hun rører sig
trækker hun i baandet, som binder dem, og det gjør ham ondt, og
han flytter sig længer fra hende. Men den dag vil komme, da han
vil forstaa hende.
Hun hæved sig atter, og sveddraaberne trilled af hende. Skik
kelsen løfted sig en tomme fra marken og sank atter tilbage.
Og jeg raabte: „Ak! hun er altfor svag; benene vil ikke bære
hende. De lange, lange aar har brudt hendes kraft. Kan hun da
aldrig reise sig?“
Han svarede: .,Se glansen i hendes øine!“
Sagte hævede skikkelsen sine knær.
Jeg vaagnede. I Øst. og Vest strakte den nøgne jord sig, og
brune, fortørkede buske bedækkede den. Myrerne kravlede frem og
tilbage i den røde sand, og solen brændte voldsomt. Jeg saa op
imellem træets tynde grene den blaa himmel hvælve sig. Jeg strakte
mig og grublede over den drøm, jeg havde havt, og atter faldt jeg i
søvn med bodet paa min sadel.
Jeg saa en ørken, og en kvinde kom ud af den. Hun gik til
banken af en elv. Banken var brat og høi, og ved den mødtes hun
af en gammel mand med langt, hvidt skjæg, og i sin haand bar han
en stav, hvorpaa stod skrevet: Fornuft. Han spurte hende, hvad bun
vikle, og hun svarede: ..Jeg er en kvinde og paa vandring til fri
hedens land.“
Og han sa: „Det ligger foran dig.“
%
105
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
