Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. 1ste Juni - Forskjelligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
erede kvinder, som maatte ønske igjen at føre et sædeligt liv, dels paa at
tage sig af de unge kvinder og deres børn, som endnu ikke er komne
længer end til det første skridt paa den vei, der saa ofte redningsløst
fører dem nedad. Medlemmenie af denne förening er baade mænd og
kvinder; dens bestyrelse bestaar for tiden udelukkende af mænd, men
dens praktiske arbeide drives saagodtsom udelukkende af kvinder.
Om kvindeliye udvandrørG bar frk. Alexandra Gripenberg (der som
bekjendt deltog i den internationale kvindekongres i Washington 1888)
skrevet en overordentlig læseværdig artikel i det finske „Hufvudstadsbla
det“. Idet hun gjør opmerksom paa, at man vel ofte nok hører om, hvil
ket held den eller den har haft i Amerika, hvor godt det er gaaet denne,
eller hvor mange penge hin har kunnet sende hjem, men saa godt som
aldrig om de utrolige lidelser, mange udvandrere maa gjennemgaa, hvor
ledes de ligge og dø ukjendte paa hospitaler, i sindssygeanstalter eller i
fængsler, erklærer hun, at de enlige kvinder, der udvandre, ere udsatte
for endnu langt flere vanskeligheder end mændene. ,.Allerede paa den
lange søreise, hvor mænd, kvinder og børn ligge sammenstuvede paa
mellemdækket, er en anstændig ung pige ofte udsat for store ubehage
ligheder. Mangen en faar sig paa reisen en saakaldet „god ven“, der
siden viser sig at have været hendes værste uven, idet han ved ankom
sten forlader hende og ofte tager hendes penge med sig. Ved et besøg
paa en fødselsstiftelse i Chicago, siger frk. Gripenberg, „fandt jeg, at
det store flertal ndgjordes af danskey norske og svenske piger, der for
mindre end et aar siden vare komne til Amerika, og af hvilke de fleste
kunde slet intet eller kun meget daarligt engelsk“.
Ukjendskab til sproget er i det hele en næsten uoverstigelig hindring
for den arbeidssøgende udvandrer. Det kan være svært nok at bjerge
sig i sit eget land; hvordan skal det da gaa i et vildfremmed land, hvis
forhold man ikke kjender, hvor man ikke har en eneste ven og ikke kan
gjøre sig forstaaelig for et eneste menneske? Det er utroligt, hvor lidet
udvandrerne betænke det. Frk. Gr. fortæller, at en förening i Boston,
der tager sig af udvandrere, modtog i én maaned over en snes skandina
viske kvinder, af hvilke ikke én ved ankomsten havde saa mange penge,
at hun kunde sende et krev hjem. De fleste havde ikke andre klæder
end dem, de gik og stod i, og de vare endda daarlige nok. De
kunde ikke engelsk og havde ingen venner til at tage sig af dem.
„Som en forskræmt flok faar sad de indestængte dagen igjennem,
forgrædte og ulykkelige, ventende længselsfuldt paa at faa noget
arbeide".
Nu er der imidlertid blevet oprettet en förening i Boston, som vil
være til stor hjælp for kvindelige udvandrere. Den heder „Kriste-
llS
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
