Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de September - Kvindeligt forfatterskab her hjemme (af M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hjerter, og det gaar lige gVat. enten det gjælder voxne mærid eller
unge pigebørn. Det er en romantisk opfatning, som stemmer lidet
med det virkelige liv; der kan vi træffe til at se, hvorledes mødre,
søstre, hustruer og lærerinder slider sit liv op i arbeide, opofrelser,
bønner og formaninger og ser liden eller ingen frugt deraf. Men i
bogen er nu heller ikke kampen stærkere, tilskikkelsen tungere og
maalet høiere. Maalet er et lykkeligt ægteskab, men det fremstilles
ligesom paa et theater, tæppet gaar ned i rette tid, medens haabet
endnu er oppe hos alle angjældende.
Det er klart, at forf. bøier sig for ordet: „Kvinden skal tie i
forsamlingen. “ Hun mener ogsaa at følge aanden i förbudet, naar
hun betegner det som en af de moderne vildfarelser, at kvinderne
kræver iigestilling med manden. Allertydeligst kommer det frem, hvor
hun taler om „frøkenens“ opbyggelser og viser virkningen af dem.
Det er ikke frit for, der føler man et lidet pust fra stiftsmødet. Det
er ganske vist ikke gjennem sofismer, men simpelthen ved den uklarhed,
som følger det — ikke religiøse, men theologiske standpunkt, hun ind
tar, naar hun mener, det er noget andet at meddele , sig skriftlig til
et helt publikum end at udtale sig i en forsamling af mænd og kvinder.
Jeg ved saa vel, hvad der kan svares, om embede, om forkyndelse af
ordet o. s. v., vi ved, hvorledes den „sunde lære“ i al oprigtighed
balancerer mellem aand og bogstav, men denne uklarhed er det, som er
bogens grundfeil, og som hindrer forf fra at opfatte livet umiddelbart
som det er og i sin dybde, hun er altid under trykket af det dogma
tiske eller det conventionelle.
De gamle „bibelkristne“ gik gjennem fanatisk fordummelse
lige lukt ind i vanvidet, hvis de ikke hadde selvopholdelses
drift til at stanse i tide. „Margrethe“ viser sig at være
en altfor sund og dygtig natur til at la sig rive med paa den maade
— desuden, den slemme realistiske tid er god for noget, I»landt
audet gir den kvinderne noget at bestille. Tænde fars pibe og vande
mors blomster er bra nok, det er dog vist raadeligst at la de unge
kræfter prøve sig paa noget, som er haab og fremtid i. Besøge de
fattige og arbeide for dem er ogsaa godt, især hvis man derigjennem
faar øinene op for den høiere form for den kristne barmhjertighcd —
retfærdighed.
Gjennem alle tider har den dogmatiske aands kjendemærke været
den brutale umenneskeligåed. Jo mere den mister af sin magt over
sindene, jo omhyggeligere svøber den sig ind i moralsatser og stiller
sine fordringer med guddommelig myndighed. Alvorlige, oprigtige og
naive sjele som bøier sig ubetinget for den, indsuger med det samme noget
af det koldhjertede, som er dens inderste natur. Det kan vise sig i livet
paa mange maader, men aldrig klarligere end overfor kunsten, som er
275
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
