Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste December - Niels Collett Vogt: Familiens sorg (af M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
retniog, men hvor al genialitet med livad dermed er i slægt, om det
nogensinde har været der, for længe siden er udtyndet i lunken mid
delmaadighed med en liel del huie indbildninger. Her er ikke Cur
terriés arv med kannihalske naturdrifter, heller ikke en Daniel Brauts
livsvilkaar, hvor der først maatte dannes et fodfæste til udgangspunkt
for en videre udvikling. Her er alting ordentlig reguleret og velstelt,
alt staar færdigt til de nye verdensborgere, men saa venter man ogsaa
af dem., at de skal være tilfredse, høflige, opmærksomme og taknem
lige, lære sine lektier ordentlig og faa gode karakterer; ,nye . radi
kale41 ideer med begeistringsvrøvl vil man ikke vide af.
Husfaderen i denne gode familie er umaadelig opfyldt af sin
egen betydning, hustru og børn er „i hans brød“, sønnen ,,skal ha
fars overbevisning“, forresten indlader han sig ikke paa diskussion 11 ,
men indvendinger og forsvar møder han paa sin egen maade med
haandfaste argumenter, saa blodet spruter, naar han maaler kræfter
med sit eget barn. Aldrig noget øieblik glemmer han, at der lever
et væsen ved siden af ham, som vover at gjøre modstand, som truer
med at bryde ind over hans egen bornerthed, — han skal høics! —
Skildringen af moderen er gribende, saa løst skizzeret som figuren er.
Var den ikke saa norsk, saa ganske vor egen, saaledes som hun viser
sig, kunde man ønske, at se den behandlet af en Balzac, af for
fatteren til Pere Goriot. Gjennem hende forklares det, hvorledes det
er gaat til, at den fremmede fugl af en søn er drattet ned i denne
fredelige hønsegaard med sin spankulerende hane som enehersker.
Der falder ytringer, som viser, at hun alt har gjennemgaat den samme
aandelige tilintetgjørelsens proces, som sønnen nu skal drives ind i.
Hvilke eiendommelige naturlige kræfter hos hende det er, som har
generet hendes lovlige eiermand, faar man intet vink om, kun om at
en kamp har staat. Og hun har ikke havt mod til at slippe nogen
illusion, se sin ulykke ind i øinene og kanske paa den vei dog vinde
noget. Som saa mange af sine lige, har hun i nødens stund villet
redde sig ind i kristentroen og har der ikke fundet det, som troen
paa menneskekjærlighedens sande aabenbaring skulde gi, personlig
hedens frigjørelse, men en ny lov, ti tusen gange sværere end den
gamle lov; det evangelium, som siger: giv mig dit hjerte, er vendt
om til et bud, som tordner: du skal bøie dig! Og den, som i livet
repræsenterer fordringen, det er manden, — akkurat som han er.
Hun har ikke været nogen „tapper hustru11 . Sønnen elsker hende
lidenskabeligt, han har i glimt opfanget hendes billede, naturligt og
uforkvaklet, — ser det bedst, naar hun ikke seiv er tilstede. Men
derfor kvalmer det ogsaa for ham, naar hun bryder ind paa ham med
kristeligt snak. Hun maatte ha bjerget sig seiv først.
Man ved næsten ikke om det kan kaldes kunst, saa let og na-
359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
