Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Om historieundervisningen, foredrag holdt i «Pædagogisk samfund» (Otto Anderssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
riske personer og handlinger. Ad mangfoldige kanaler tilflyder der
dem stedse nye forestillinger om livet og verden og udvikler deres
evne til at opfatte de historiske forhold forstandig og korrekt. Nu er
tiden kommen til at føre børnene ind i historien som den sammen
hæn(/ende fortælling om menneskenes skjebne nedigjennem tiderne, at
lade dem folge historiens elv fra dens første ringe begyndelse i det
graa fjerne, medens den vokser og modtager tilløb fra stedse større og
større omraader, til den bliver til en verdensstrøm, hvis vanddistrikt
omfatter alle lande og folk. Ganske vist er her eridnu ikke plads for
en mere rationel, eller om man vil filosofisk-pragmatisk behandling af
kjendsgjerningerne; det er den episke side af historien, som fortrinsvis
egner sig til behandling, men begivenhederne kan nu fremstilles i sin
historiske forbindelse med tidens og stedets eiendommelige farvetoner,
personerne i relief af sin tids og sit folks typiske eiendommeligheder.
Allerede her tør der være plads for kulturhistoriske elementer. For en
stor del disciple er mellemtrinnets undervisning afsluttende, og det maa
være os af vigtighed at kunne give dem, om end kun en anelse om
den uendelige rigdom, historien rummer af menneskelige bestræbelser
og seire paa aandslivets omraade af de tanker, som har ført til de
store omvæltninger i menneskehedens vilkaar. Man vilde uden tvil
undervurdere disciplenes modenhed, hvis man ansaa det for ugjørligt
at give dem f. eks. et begreb om den eiendommelige religiøse betragt
ning, som er den store kraft i korstogene, om den nye livsanskuelse
som bryder frem i renaissancen, om de stats- og samfundstheorier,
som kommer op i oplysningstiden, og hvoraf nydannelserne i vor
tid er fremgaaet. Og om det end er saa, at en dybere indsigt i de
politiske og sociale forhold hos de forskjellige folk og i de forskjellige
tider ligger over dette trin, bør det dog være os en pligt at give unge
mennesker, som straks skal træde ud i samfundet, visse orienterende
forestillinger om et samfunds væsen og ordning, om de pligter, dette
paalægger, og at opfyldelsen af disse pligter er betingelsen for, at
menneskenes høieste formaal kan fremmes.
Paa skolens høieste trin kan man for at bruge et ord af den
franske historiker Lavisse, „i fuld frihed tale fornuft", d. v. s. docere
historien mere videnskabeligt. Hidtil har disciplene saa at sige seet
bølgerne, men ikke lært havet at kjende. Historien har fremstillet sig
for dem som en storslagen epopé med en række bevægede optrin om
de enkelte personligheder som centrum, men de har kun ufuldkommen
kunnet opfatte den tilværelse, hvoraf disse optrin er livsytringer. De
har tidligere faaet den historiske ramme, det gjælder nu „at fylde
denne ramme og give de unge en saa klar forestilling som muligt om
de revolutioner, som har fuldbyrdet sig i seder, i religiøse forestillinger
i livsforhold. Religionen og kunsten, agerdyrkningen, industrien, handelen,
122 Nylænde, 15de april 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
