Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Om historieundervisningen, foredrag holdt i «Pædagogisk samfund» (Otto Anderssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de forskjellige samfundsklassers stilling, kort sagt civilisationens historie,
det er det maal og det indhold, som vort aarhundrede kræver af un
dervisningen (Raoul Frary). Det er dette som Spencer kalder „descrip
tive sociology“, og som F. H. ikke likte, fordi det skulde lade discip
lenes hjerteliv uberørt; jeg er ikke istand til at indse hvorfor. I virke
ligheden har den bestaaende skolelov havt det samme for øie, idet den
har bestemt, at der i gymnasiet skal gives undervisning i et kultur
folks historie.
Saaledes har jeg i det store og hele tænkt mig det historiske stof
afpasset efter disciplenes forskjellige udviklingstrin. Her reiser sig
imidlertid et nyt spørgsmaal, der navnlig har sin betydning for under
visningen paa det høiere trin. Er det nødvendigt, at det historiske
stof i de forskjellige former og i de forskjellige perioder tillægges den
samme vægt, eller kan større eller mindre partier udskilles uden nævne
værdig skade Her kan vi vel let blive enige om, at betydningsløse
enkeltheder, der kun tyngder uden at klargjøre, bør fjernes, og at
læreren fortrinsvis bør dvæle ved personer og forhold, der har øvet en
indgribende og varig indflydeise. Vanskeligere bliver spørsmaalet, naar
det gjelder at fastslaa, hvilken periode af historien, der har det største
pædagogiske værd. De, der tror, at den høiere dannelse erhverves
bedst ved fordybelse i et stykke afsluttet menneskeliv og de kultur
former, som dette har atsat, saaledes som fuldblods klassikerne, vil
svare, at den antikke historie bør være det centrale. De, der i historien
væsentlig ser et følelses- og fantasidannende fag, vil ikke føle sig sær
lig draget mod nogen enkelt periode, med mindre andre hensyn, f. eks.
nationale spiller med. For dem, der mener, at historien vokser i værd,
jo nærmere i forhold den træder til nutidslivet — og til den opfatning
bekjender jeg mig — kan det ikke være tvilsomt, at den nyere historie,
hvori altsaa det menneskeliv, der nu leves, har sine nærmeste forud
sætninger, maa indtage en bred plads; dette gjelder saavel fædrelandets
som verdenshistorien. Herfrå vil jeg end ikke have undtaget den nyeste
historie, hvad franskmændene kalder ,,1’historie contemporaine“. Denne
behandles i de nyere lærebøger vistnok med en vis udførlighed, men
faar neppe i almindelighed en tilsvarende plads i undervisningen. Jeg
kjender, og jeg vurderer de betænkeligheder, pædagogiske som histo
riske, som en behandling paa skolen af disse næsten samtidige forhold,
med sine mange endnu brændende spørsmaal vækker hos mange, men
jeg ser endnu større betænkeligheder iat undlade at gjøre det; jeg
indser ikke det gavnlige i, at vi opdragere giver fra os denne leilighed
til, — ikke at gjøre en samvittighedsløs propaganda for bestemte syns
maader, — men til at forberede disciplene til med varsomhed og om
tanke at give sig ikast med de opgaver og tankeretninger, som bevæ
ger tiden og ikke tillader noget menneske, med hjertet paa rette sted»
Nylænde, 15de april 1890. 123
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
