Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Om historieundervisningen, foredrag holdt i «Pædagogisk samfund» (Otto Anderssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at gaa undaf „Les ignorants sont toujours les violents“. Dette er en
erfaring, hvis rigtighed de sidste hundredeaars historie ofte nok har
godtgjort, og som ikke burde være en spildt erfaring i vore dage, da
samfundets høieste opgaver og vigtigste afgjørelser ikke er en enkelt
mands eller en enkelt klasses domæne, men stiller fordringer til hver
enkelt, fordringer, som ingen, der ikke som sneglen vil stænge sig inde
i sit hus og spytte ad verden, kan komme forbi. At bringe forfløine
utopier ud af verden, at tilintetgjøre den lyssky, fordomsfulde modstand
mod alle fremskridt kan vi aldrig opnaa, men vi kan skabe en mod
vegt mod disse tendenser ved at fremme en dybere historisk forstaa
else, ikke mindst hos dem, der gjennem sin høiere dannelse og deraf
følgende større aandsudvikling er kaldede til at øve en større indflydelse.
Ifølge den her hævdede opfatning maa jeg stille den fordring, at
vort eget lands historie, og selvfølgelig i dens nyere faser, ikke forsøm
mes. Det siger sig seiv, at hvis vore tiders sociale og politiske vil
kaar kræver en vaagen historisk sans, saa gjælder det først og fremst
at denne er skjærpet ved fortroligt kjendskab til vore egne forhold.
Gjennem fædrelandets historie vil den fædrelandskjærlighed, som intet
folk, der vil leve et selvstændigt nationalt liv, kan undvære, opelskes
paa den sundeste og naturligste maade, under forudsætning af, at den
behandles med forstaaelse og kyndighed. Sker det, vil fædrelands
følelsen hverken blive en fordom eller en stemning, men en oplyst
fædrelandsfølelse, ligemeget forstandens som hjertets, der med pietet
omfavner alt det, der gjennem tiderne er samlet op som et folks aande
lige og materielle eie, dets velstand, dets kultur, dets traditioner, dets
politiske og borgerlige friheder, og som i udviklingen og forsvaret af
denne arv ser sin særegne livsopgave, men som samtidig ikke er en
fiende at den sande humanitetsfølelse. Paa ethvert blad lærer vort
lands historie os, at vi ikke er eller bør være alene borgere af vort
eget land, men af det store menneskelige samfund. Gjennem mang
foldige kanaler er der tilflydt vort folk aandelig og materiel rigdom fra
det store verdensverksted, som vi har bearbeidet og omformet efter
vor natur og vort behov, og det tør vel siges, at vi, hvor smaa vi
end er, ikke blot har modtaget, men ogsaa givet tilbage. Om der som
resultat af undervisningen i vort fædrelands historie fremgik en for
staaelse af denne sammenhæng, saa var fædrelandsfølelsen ikke derved
værre faren, men humanitetsfølelsen kun saa meget mere styrket. En
stor og fordomsfri tysker, Virchow, udtalte nylig: „Lad os ikke glemme,
at vi ikke bare er tyskere, men ogsaa mennesker". Ja, over nationerne
staar menneskeheden, den sandhed tør ikke glemmes i vor tid, da
nationalitetsbestræbelserne ofte tilspidser sig til fordomme.
Under min imødegaaelse af F. H. er jeg dreven ind paa fremfor
alt at vurdere historien, dels efter sit eget indre værd, dels efter dens
124 Nylænde, 15de april 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
