Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. 15de juni - Helene Dikmar: «Ud i livet» (anmeldt af M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stærke oprindelige kræfter, som rører sig i dem, føler de sigter mod
et maal, men de kan ikke finde det, fordi al udsigt stænges for dem,
ikke et ord, end sige en undervisningstime gir dem nogen retledende
tanke. Ikke en gang gjennem vore ypperste forfatteres værker faar de
lov at danne sig en forestilling om, hvad livet kræver, naar det kommer
„for alvor", de faar ikke lov til at styrke og klarne vilje og fantasi
gjennem stærke tanker, og de fører en uklarhedens selvfortærende
kamp, mens de første ungdomsaar, hvor alle gode spirer skulde fredes
og skyde vækst, gaar hen med alt det, som ikke indeholder andet end
blendværk og forfængelighed, det som maa føre ind i skuffelse, hykleri
og løgn, — alt det faar de lov at leve i. Alt dette fører fortællingen
frem i flere ypperlige træk, som det kunde være fristende at pege paa,
hvis det ikke førte for langt.
Den allerstørste del af bogen indeholder skildringer af de unge
pigers liv i hjemmet og selskabet. Først paa de sidste blade møder
vi dem igjen som unge koner. De er godt gifte, lever fremdeles i
rigdom og elegance. Ægtemændene er udadlelige gentlemen. Men da
de to veninder første gang mødes igjen i fortrolig samtale, kommer
der fra den ene et ord, der slaar ned som lyn i den andens bevidst
hed: „Jeg maa sige, vore mødre sender sine døtre vel forberedte ud i
livet — ægteskabet vil jeg sige — det kommer jo ud paa et . . . ved
du, hvad min mening er? . . . det er . . . at det i grunden ikke er
bedre end et bedrageri, som man øver imod os — ja jeg kalder det
simpelthen et bedrageri"’ . Denne veninde med sin lille spidse forstand,
sit vindige væsen, sin nervøse æstetik og sine franske brokker, tar
forholdet let, og det er naturligt, hun er vant til at leve i følelsernes
og begrebernes virvar; men den anden Ida, med den sunde, retlinjede
tænkemaade, som trænger sandhed i alle forhold, hvorledes bjerger
hun sig?
Disse sidste blade er skrevet med betydel igt talent og poetisk
følelse. Men jeg ved ikke, om jeg forstaar forfatterinden rigtig tilsidst.
Naar Ida efter samtalen med veninden søger cnsomheden i de deilige
naturomgivelser, hvor hun i den stund gjennemgaar en følelsens krise,
og saa vender tilbage til sin mand og det øvrige selskab, kan hun da
med helt oprigtigt sind og hjerte slutte sig til dem og ham? Aften
klokkerne ringer, og han holder en tale om den smukke katolske skik
Er det meningen, at dette skal være en harmonisk slutning? For mig
staar manden i det øieblik som et indbegreb af „reiseindividet“, sel
skabsmanden, den dannede aandløshed, den som vi kjender saa inder
lig, men man er ikke sikker paa, om det er forfatterens mening, at
denne affekterte blanding af Schumann og Shopenhauer skal opfattes
saaledes. Og hvad gaar der for sig i Idas sind? Det vi ser, kan for
nuftigvis ikke være andet end en stemning, som ikke med den bedste
190 Nylænde, 15de juni 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
