Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 1ste juli - Indstilling fra Konstitutionskomiteen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den mening har været fremsat, at kvinden efter den nu gjældende
grundlov uden videre kan gjøre krav paa stemmeret, da udtrykket
„norske borgere" i grundlovens § 50 tillige kan omfatte kvindcf.
Denne mening har imidlertid faaet sin imødegaaelse allerede i 1818,
da dette aars storting overensstemmende med konstitutionskomiteens
indstilling forkastede et i 1815 fremsat grundlovsforslag om, at der til
ordene „stemmeberettigede er de norske borgere“ i grundlovens § 50
skulde føjes ordene „af mandkjøn". Konstitutionskomiteen anførte
herom: „Hensigten med dette tillæg maa naturligvis være den, bestemt
at vise, at kvindekjønnet ikke er stemmeberettiget; men ligesom fruen
timmer ikke endnu har gjort fordring paa at deltage i statsstyrelsen,
saa kan heller ikke §’en forsaavidt misforstaaes, og det foreslaaede
tillæg bør, efter komiteens mening, baade som unødvendigt og lidet
passende forkastes“ (stortingsforh. for 1818, V, pag. 59 fig.) Det maa
saaledes, saavel ved stortingets fortolkning som ved praksis, ansees for
fuldt afgjort, at grunolovens § 50 ved udtrykket „norske borgere“ kun
betegner mandspersoner og følgelig udelukker kvinder fra stemmeret.
Stemmeret for kvinder er imidlertid en af de fordringer, som i den
senere tid er stillet paa dagsordenen. Herom er de foreliggende grund
lovsforslag et vidnesbyrd. Fordringen paa stemmeret for kvinder er
reist i forbindelse med en række andre krav, der angivelig gaar ud paa
at skaffe kvinden en friere stilling i samfundet. Den bevægelse, som
har optaget samtlige disse krav som sit program — den saakaldte
kvindebevægelse — gaar ifølge dens forkjæmperes fremstilling ud fra
den bekjendte sætning: „Frihed, lighed og broderskab“ og udleder
heraf kravet paa fuld lighed mellem mand og kvinde. Denne bevæ
gelse har i den sidste tid fundet udbredelse fra de nordamerikanske
fristater til de fleste europæiske lande; den har sine ivrige forkjæmpere
baade blandt mænd og kvinder og har navnlig i den sidste tid været
gjort til gjenstand for behandling i literaturen og pressen.
Hovedforudsætningen for de krav, som kvindesagens forkjæmpere
har opstillet, er den, at kvinden befinder sig i en undertrykt eller til
bagetrængt stilling i forhold til manden paa alle samfundsomraader,
uagtet hun, saavel i kraft af de almindelige menneskerettigheder som
af de evner, anlæg og kræfter, hvormed hun af naturen er udrustet,
er manden jevnbyrdig og følgelig er fuldt berettiget til at sidestilles
med ham i enhver henseende. For at kvinden skal kunne opnaa den
stilling, hvortil hun saaledes er berettiget, kræves for det første, at der
gives hende den samme adgang til aandelig og legemlig udvikling, den
samme opdragelse som manden, og hertil er samfundet forpligtet til at
yde de fornødne midler enten ved at give hende fællesundervisning
med manden eller ved at oprette kvindelige undervisningsanstalter, hvor
ved hun opnaar den samme udvikling som manden, samt ved at give
Nylænde, iste juli 1890. 195
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
