Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Forhandlinger i stortinget angaaende stemmeret for kvinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig, uden at loven paa nogen maade kunde ramme ham; nu er da
dette rettet paa ved særeie. Man vil kanske spørge: er der da saa
meget, som staar lilbage, som kvinden fremdeles lider under, og som
hun endnu kan kræve? Ja, der er meget. Jeg skal ikke gaa i detail;
men jeg vil tillade mig, foranlediget tildels ved, hvad jeg har hørt her
idag, at illustrere kvindens stilling i dette lovpriste, kristelige samfund
ved et exempel, som jeg nylig har havt anledning til at erfare, Der
kom til mig en stakkels kvinde, som klagede sin nød; hun var bleven
forfulgt og efterstræbt af en mand, som hun først ikke kunde udstaa;
men saa længe havde han plaget hende, til hun endelig i et svagt
øieblik havde bukket under, og han havde forført hende; følgen af
dette var, at hun skulde sætte et barn ind i verden. Hun stod ene i
en stor by, hun maatte forlade sin tjeneste, og hun havde ingen ven
ner eller frænder at støtte sig til; hun gik da til denne mand, forkla
rede sin stilling og bad ham hjælpe sig; men han svarede hende;
„Nei, jeg skal nu reise til Amerika jeg har ingen forpligtelse paa mig
hverken ligeoverfor dig eller ligeoverfor barnet; du faar ligge, som du
har redet, jeg vil ikke have noget med det.“ Jeg kunde ikke holde
dette trolig, da hun fortalte mig det; jeg gik til vedkommende, og da
var han saa kynisk, at han uden videre erklærede, at hun havde været
saa stolt og kry; nu havde han hævnet sig, hun fik nu hjælpe sig,
som hun kunde, og jeg maatte ikke fortælle ham, at loven kunde gjøre
ham noget. . Jeg tog ham da ind for retten, politimester og byfoged
assisterte mig bedst muligt og søgte ialfald at øve et moralsk tryk
paa ham; men der var i lovene, sagde de, desværre et stort hui, og
der var ellers intet at gjøre, og manden lod sig ikke imponere, men
drog uanfægtet sin vei. Jeg glemmer aldrig, da jeg kom tilbage til
den stakkels kvinde og fortalte hende udfaldet af min mission og saa
hendes fortvilelse, og jeg glemmer aldrig den bitterhed, hvormed hun
sagde: „Ja. det er godt at se, at det er mændene alene, som har skre
vet lovene". Ja, saaledes gaar det for sig i det kristelige kongerige
Norge ’anno 1890. Medens statens præster staar hver søndag paa
prædikestolen og prædiker Kristi ophøiede lære, barmhjertighedens og
kjærlighedens evangelium, om pligterne mod de smaa og forstødte i
samfundet, saa har samtidig statens love sørget for, at kvinden er saa
ledes beskyttet, som jeg her har fortalt om Hr. biskop Heuch talte
om, at det vilde vække hans gysen og rædsel, dersom kvinden fik
stemmeret og kom ind i det offentlige liv. Jeg vil spørge hr. biskopen,
om det ikke vækker hans gysen og rædsel at høre, at vi skal leve i
dette land under saadanne forhold, som jeg har fortalt om. Tror man
virkelig, at om der havde siddet kvinder i denne forsamling, om der
af dens 114 medlemmer havde været nogle faa — jeg tror nu ikke, at
det nogensinde vil blive saa forfærdelig mange — en 6, 8, 10 kvinder,
Nylænde, iste séptbr. 189c). 271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
