Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - Anne Charlotte Edgren: Ur lifvet (anmeldt af M. S.) - Anne Ch. Leffler: Den kjærlighed, den kjærlighed! (anmeldt af M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
beder til Gud, seigt, uafladeligt, uophørligt, at hendes „fästmann“ maa
faa posten —og han faar den Han faar den, da situationen er
bleven saa pinlig, saa spændt, at de to har brudt med hinanden. Nu
heles alt, og de skal have bryllup, men man forlader dem med det
indtryk, at for derri havde det maaske været bedre, om han ikke havde
faaet posten, og de ikke faaet hverandre.
To betragtninger skiller sig, skjøndt ikke udtalte, ud af det rig
holdige indtryk af En Brødhaka, som forfatterens ledende tanker.
Den ene er, at der i den snevre, energiske egoisme, som kun ser
et, kun vil et, er en kraft som ufeilbart fører til maalet, at seiv Gud
er i forbund med den. Den anden at skjæbnen er ironisk og kortsynt:
den kaster gaven i skjødet paa den, som var bedst tjent med ikke at
faa den, og lader den, som trænger mest, gaa tomhændt bort.
Ogsaa de andre fortællinger er overlegne og interessante. Især er
Moster Malvina og I Fattigstugan baade morsomme og rørende. Med
et skarpt blik for livets vrangsider og menneskenes brøst, opfatter forf
dog disse mangler væsentlig humoristisk og gaar medfølende og for
staaende ind til det indre liv hos menneskene, lader det afsløre sig for
os gjennem en række smaa, karakteristiske fakta, viser os det punkt
hvor de har sin smerte og sin styrke, og hvor de maa vække vor
sympathi, naar vi først er trængt saa dybt ind. Saaledes med den
naragtige, i sin moderkjærlighed lidende tante Malvina.
Den sidste fortælling, Gråtande Venus, foregaar i Italien og har
over sig sydens skjønhed og glød. Men pinlig er den. Man kan ikke
andet end ærgre sig over den taabelige søster, der faar sin broder,
maleren, gift med den lille tyvagtige italienerinde, og man kan ikke
andet end ærgre sig over broderen, der lader sig narre en slig brud
paa Men den er ligesaa naturlig som pinlig. Saadanne mennesker
vilde man ogsaa i livet have anledning til at ærgre sig over af samme
grunde: at de i ubehjælpelig uerfarenhed tog feil og forspildte sit liv.
Sprog, fremstilling, fortællemaade er i alle fortællinger mesterens.
Det var at ønske, at norske læsere vilde nyde bogen i originalsproget
og emancipere sig fra de danske oversættelser fra svensk, som saa
uheldig oversvømmer vort bogmarked.
Juni 1890. M. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
